Skip til primært indhold

Alvorligt syge og døende

Til patienter og pårørende

Når alvorlig og livstruende hjertesygdom rammer, ønsker mange at tilbringe den sidste tid i hjemmet under trygge forhold med de nærmeste pårørende omkring sig.

Derfor tilbydes lindrende pleje, behandling og praktisk hjælp i eget hjem. Det sker i tæt samarbejde med et team i Hjerteafdelingen, egen læge og Hjemmeplejen i din kommune, så der er aldrig tvivl om hvem der gør hvad.

Målet er, at du og dine pårørende har den størst mulige livskvalitet, trods de gener og problemer hjertesygdommen giver.

Dette infoark informerer om den hjælp du kan få. Arket er et supplement til den mundtlige information du får hos sundhedspersonalet, som du møder.

Egen læge

Når du bliver syg, er din egen læge din centrale kontaktperson. Også ved alvorlig og sygdom, hvor helbredelse ikke længere er mulig. Her sørger din læge for den nødvendige behandling og lindring, når sygdommen går ind i et afsluttende forløb. Din læge samarbejder med sygehuset og Hjemmeplejen i din kommune.

Åben indlæggelse på sygehus

Selvom du ønsker at tilbringe din sidste tid hjemme, er det muligt at blive indlagt på Hjerteafdelingen for en periode. Når behandlingen går over i et afsluttende forløb, kan der af forskellige grunde være behov for indlæggelse. Hjemmeplejen, din læge, du eller en af dine nærmeste kan kontakte sygehuset og få aftalt det praktiske.

Hjemmeplejens tilbud

Kommunens Hjemmepleje hjælper med pleje og behandling efter behov. Det sker efter aftale med dig eller dine pårørende og i samråd med din læge og eventuelt sygehuset. Der kan ved behov også hjælpes med afløsning i hjemmet eller aflastning på plejehjem, hvis visitationen visiterer hertil. Ønskes hjælp fra kommunen kontaktes lederen af Hjemmeplejen.

Det Palliative Team

Når din læge eller sygehusets læger vurderer, at der i den sidste tid er behov for særlig lindring, kan de henvise dig til Det Palliative Team. Teamet består af læger, sygeplejersker, psykologer og fysioterapeuter.

Der er tilbud om hjælp til både fysiske problemer som smerte, kvalme og vejrtrækningsproblemer, men også psykologiske og følelsesmæssige problemer.

Plejeorlov

Pårørende eller andre nære personer, som hjælper med pasning i eget hjem, er berettiget til plejeorlov.

Selvom der er bevilliget plejeorlov, yder kommunen hjemmehjælp. Som pårørende står man altså ikke alene med opgaven. Ønskes råd og vejledning om plejeorlov kontaktes Hjemmeplejen i patientens kommune.

Medicintilskud

Når behandlingen for livstruende sygdom går over i et afsluttende forløb, hvor helbredelse ikke længere er mulig, kan din egen læge ansøge om, at du ikke har udgifter til medicinen.

Ernæring

Lægen udskriver en recept på ernæringstilskud, hvis du har behov for protein-, energidrikke eller sondemad. Egen betaling afhænger af hvor fremskreden sygdommen er. Tal med sundhedspersonalet herom.

Transport til og fra sygehus

Hvis du har en åben indlæggelse på Hjerteafdelingen og ikke selv kan køre til sygehuset, bestiller personalet i sengeafdelingen en siddende eller liggende transport til dig, når du ringer ind og melder din ankomst.

Fysioterapi

Egen læge eller sygehuslægen kan henvise dig til lindrende fysioterapi i eget hjem eller på klinik.

Psykolog

I en svær tid kan samtaler med en psykolog være en hjælp til at komme videre. Egen læge kan selv tilbyde samtaleterapi eller henvise til psykolog.

Det Palliative Team kan også tilbyde hjælp til sorg og krise hos psykolog eller socialrådgiver. Ligesom kommunen har tilbud om støtte ved sorg og krise. Pårørende kan få en henvisning til psykolog fra egen læge. Det er også mulighed for en samtale med egen præst eller sygehuspræst.

Hospice

Hvis du ikke ønsker at dø hjemme, er det muligt, hvis plads haves at afslutte livet på et hospice. Der findes 4 hospicer i Region Syddanmark:

Hospice Fyn i Odense

www.hospicefyn.dk/wm1

Hospice Sønderjylland i Haderslev

www.hospicesoenderjylland.dk/

Sct. Maria Hospice i Vejle

www.sctmariahospice.dk

Hospice Sydvestjylland i Esbjerg

www.hospiceforum.dk/page425.aspx

Din egen læge eller sygehuslæge kan henvise dig til hospice.

Kontakt

Hjertesygdomme

Afdeling for Hjertesygdomme

Kresten Philipsens Vej 15

6200 Aabenraa

79 97 26 00

www.sygehussonderjylland.dk


pinfoSHS-1899168350-103 144323|17.04.2026

APPFWU01V