Skip til primært indhold

Hjertesvigtsklinikken - Hvad er hjertesvigt

Til patienter og pårørende


Du er påbegyndt dit forløb i Hjertesvigtklinikken. Et tværfagligt team bestående af sygeplejersker og læger vil samarbejde med dig om din sygdom.

Vi tilstræber, at du opnår de bedst mulige betingelser for at leve med din sygdom.

Vi har tidligere tilsendt dig en information om, hvad forløbet indebærer, så du har lidt viden om, hvad du kan forvente og hvad vi forventer af dig. Du er dog stadig velkommen til at spørge yderligere ind til forløbet.

Hvad er hjertesvigt?

Hjertesvigt, også kaldet hjerteinsufficiens, er en hyppig komplikation til flere former for hjertesygdom. Det er en kronisk sygdom som kræver livslang behandling.

Når man lider af hjertesvigt, betyder det, at hjertemusklen pumper mindre effektivt end under normale forhold. Dermed bliver transporten af blod rundt i kroppen dårligere.

Blodet kan ophobes i lungernes blodkar som bliver overfyldte, hvilket medfører problemer med at trække vejret frit. Der kommer væske i lungerne.

Der kan også ses ophobning af væske i andet væv, f.eks. benene, leveren og tarmene. Du bemærker det måske som hævede ben/ankler og udspilet mave.

Den nedsatte pumpefunktion kan desuden også medføre, at cellerne ikke får nok ilt og næringsstoffer. Dine symptomer herpå kan være træthed, almen utilpashed og eventuel svimmelhed.

Hjertesvigt kan udvikles gradvist over uger, måneder og eventuelt år, men kan også pludseligt opstå i løbet af timer, bl.a. i forbindelse med blodprop i hjertet.

Ved udvikling af hjertesvigt sker der en uhensigtsmæssig aktivering af visse kredsløbshormoner, der skader hjertemusklens funktion.

Symptomer på hjertesvigt

De mest almindelige symptomer er:

  • Træthed og energiløshed.
  • Svært ved at trække vejret ved fysisk aktivitet og eventuelt i hvile.
  • Forværret vejrtrækning i liggende stilling og der kan samtidig være tør hoste.
  • Hævede ankler og ben.
  • Udspilet mave, kvalme og appetitløshed.
  • Vægten stiger.
  • Tendens til hjertekramper (som kan føles som trykken i brystet) eller uregelmæssig hjerterytme (som kan føles som hjertebanken).
  • Svimmelhed.

Undersøgelser ved hjertesvigt

For at vi kan tilbyde dig den bedst mulige behandling, er det nødvendigt at finde årsagen og vurdere sværhedsgraden af sygdommen.

Følgende undersøgelser vil løbende blive foretaget

  • Vejning og hvis muligt forventer vi, at du vejer dig selv hver dag hjemme. Skriv gerne resultaterne ned og medbring venligst ved fremmøde.
  • Blodtryksmåling. Hvis du er i besiddelse af et blodtryksapparat, kan du med fordel måle blodtryk hjemme. Hvornår du bedes måle blodtryk, aftaler du med personalet. Skriv gerne resultaterne ned
  • Dine ben vurderes om de evt. er hævede.

Følgende undersøgelser foretages, hvor det er relevant

  • Ny hjerteskanning til sammenligning med den der blev udført i forbindelse med opstarten af dit forløb.
  • Hjertekardiogram for at kunne vurdere din hjerterytme og puls.
  • Blodprøvetagning for bl.a. at kunne vurdere din nyrefunktion og saltbalance.
  • Lungestetoskopi (lytte med stetoskop på lungerne) for at vurdere, om der er væske på lungerne,

evt. røntgenundersøgelse af lungerne.

  • Hjertestetoskopi for at vurdere dine hjerteklapper.
  • Båndoptagelse af din hjerterytme som kan foregå hjemme.

Ved mistanke om åreforkalkning i kranspulsåren udføres røntgenundersøgelse med kontrast, hvoraf der findes

  • Koronarangiografi (KAG).
  • Hjerte-CT
  • eller man tilbydes en myokardieskintigrafi, hvor man undersøger kranspulsårerne ved en funktionstest.
  • Lungefunktionstest hvor lungesygdom skal udelukkes som årsag til åndenød.

Kontakt

Hjertesygdomme

Afsnit for Hjertesygdomme

Kresten Philipsens Vej 15

6200 Aabenraa

79 97 26 00

www.sygehussonderjylland.dk


pinfoSHS-1899168350-89 151020|09.03.2026

APPFWU02V