Pacemakerbehandling
Til patienter og pårørende
Denne patientinformation er tiltænkt dig og dine pårørende. Hensigten er at forberede jer til den forestående operation og give jer indblik i, hvad pacemakerbehandlingen indebærer.
Spørgsmål, som I ikke finder svar på her, kan stilles i forbindelse med de ambulante kontroller eller ved henvendelse til rådgivningscentrene, herunder Hjerteforeningen.
Hvad kan en pacemaker hjælpe på?
De fleste mennesker har i hvile 55-85 hjerteslag pr. minut. En langsommere hjerterytme eller pauser i hjerterytmen kan give forskellige gener, især svimmelhed, træthed og evt. besvimelse.
En pacemaker kan afhjælpe sådanne gener, idet den døgnet rundt 'holder øje' med hjerterytmen og træder til, hvis der er behov for det.
Hvis et hjerteslag udebliver eller kommer for sjældent, sender pacemakeren små elektriske impulser gennem ledningen til hjertet og kan på den måde sørge for, at antallet af hjerteslag (pulsen) ikke kan blive lavere end en ganske bestemt værdi, afhængigt af indstillingen på pacemakeren. De elektriske impulser er så svage, at de ikke kan mærkes, men alligevel kan det stimulere hjertet til at trække sig sammen.
Hvordan foregår en pacemakerimplantation?
Implantationen foregår i Afdeling for Hjertesygdomme, Ambulatorium
Der anvendes røntgen-gennemlysning, når ledningerne skal placeres i hjertet. Der vil hele tiden være en læge og en sygeplejerske til stede, som kan forklare, hvad der foregår og kan svare på evt.
spørgsmål.
Det er vigtigt, at du kan ligge fladt med hovedet og ligge stille med armene langs kroppen.
Huden renses med farvet sprit. Her er det vigtigt, at du ikke taler, indtil der er lagt steril afdækning omkring operationsområdet. Herefter lægges der lokalbedøvelse. Der lægges et snit på ca. 5 cm (sædvanligvis på venstre side af brystkassen) og gennem et lille blodkar føres 1 eller 2 pacemakerledninger ind til hjertet og tilsluttes pacemakeren. Pacemakeren anbringes under huden, der herefter syes sammen. Implantationen varer oftest 1-2 timer. Hertil kommer den tid der går med forberedelse til operation.
Risiko ved indgrebet
- Ved indførelse af pacemakerledningerne i hjertet kommer der hyppigt ekstraslag, som kan fornemmes som uro i brystet. Der kan i meget sjældne tilfælde forekomme alvorligere rytmeforstyrrelser.
- Blødning fra operationssåret kan forekomme og give anledning til en mindre blodansamling under huden.
- I nogle tilfælde er det ikke muligt, at føre ledningerne ned til hjertet via det lille blodkar. I stedet anvendes et større blodkar, der ligger tæt på lungehinden. Der vil derfor 4 timer efter, blive taget et røntgenbillede af lungerne, for at sikre, at lungehinden ikke er ramt. Er det tilfældet, kan det en sjælden gang være nødvendigt at anlægge et dræn.
- Hos nogle få patienter kan pacemakerledningerne flytte sig, og det vil være nødvendigt at replacere dem ved en ny operation.
- I sjældne tilfælde kan der komme betændelse i såret.
Hvad er røntgenstråler?
Røntgenstråler er elektromagnetiske bølger ligesom radiobølger og lys. Vi udsættes dagligt for stråling fra vores omgivelser. Det kaldes for baggrundsstråling. Baggrundsstråling kan komme fra jorden, verdensrummet, byggematerialer, luften og maden. Stråledosis måles i enheden mSv (millisievert). I Danmark ligger baggrundsstrålingen på ca. 3 mSv. Vi kan sammenligne den dosis, man får ved at få foretaget en undersøgelse af lunger og hjerte, som svarende til 10 dages normal baggrundsstråling.
Er røntgenstråler farlige?
For patienter kan man ikke fastsætte en grænse for dosis. Her foretages en afvejning af den nytte patienten har ved at få foretaget en undersøgelse, mod den risiko der medføres.
I forbindelse med røntgenundersøgelser der udføres korrekt, kan man normalt se bort fra risikoen for kræft i vores levetid.
Sådan forbereder du dig
- Du modtager information om indgrebet.
- Blodprøver (maks. 7 dage gamle) og EKG (maks. 2 år gammelt).
- Er du i behandling med blodfortyndende medicin af typen DOAK (Eliquis, Xarelto, Lixiana eller Pradaxa) skal du holde pause 1 døgn før indgrebet.
- Får du Marevan som blodfortyndende medicin, skal du også pausere 1 døgn før indgrebet, dog ikke hvis behandlingen gives, fordi du har en mekanisk hjerteklap.
- Kvinder skal forud for indgrebet oplyse om graviditet.
- I sjældne tilfælde kan det være nødvendigt at anvende kontrast.Har du tidligere oplevet en allergisk reaktioni forbindelse med kontrast, er det meget vigtigt, at du meddeler os dette før indgrebet.
På implantationsdagen
- Der er ingen restriktioner om faste eller tørste. Det er vigtigt, at du får et godt morgenmåltid.
- Brusebad inkl. hårvask hjemmefra.
- Smykker tages af hjemmefra.
- Blodtryk, temperatur og puls måles.
- Plastikkanyle i venstre hånd.
- Før implantationen får du tabletter, der virker afslappende og smertestillende. Desuden gives antibiotika i blodåren for at forebygge infektion.
Efter indgrebet
Hvis du er indkaldt ambulant og dermed planlagt til pacemaker-implantationen, vil du oftest kunne udskrives samme dag som implantationen foregår, hvis der ikke opstår komplikationer. Efter indgrebet vil du blive modtaget af en sygeplejerske i ambulatoriet, som overvåger din hjerterytme, observerer operationssåret og som tager et nyt hjertekardiogram (EKG). Du får tilbudt mad og drikke og kan, ved behov, få smertestillende medicin i form af Panodil. Du må meget gerne være oppegående efter indgrebet. Ca. 4 timer efter indgrebet kontrolleres pacemakeren af en sygeplejerske. Hvis alt er normalt, kan du udskrives.
Da du ikke selv må føre bil de næste 7 dage, skal du have aftalt afhentning med en pårørende eller f.eks. Flextrafik. Det anbefales, at du sover med let eleveret hovedgærde den første nat efter indgrebet for at mindske risikoen for blødning.
Den store komprimerende forbinding skal tages af ca. 24 timer efter indgrebet. Du får udleveret spray til at løsne klister med. Plasteret over såret skal fjernes efter ca. 48 timer. Hvis plasteret er meget blodigt dagen efter, kan du skifte det. Nyt plaster udleveres herfra. Såret er syet med tråde som opløser sig selv.
Det er vigtigt, at du kigger til såret hver dag frem til første kontrol i pacemaker-ambulatoriet ca. 2 måneder efter operationen. Hvis der opstår rødme, varme, hævelse eller at såret ikke heler ordentligt op, skal du tage direkte kontakt til os.
Hvis du er akut indlagt, akut indkaldt eller hvis der opstår komplikationer, vil du blive indlagt på sengeafdelingen for Hjertesygdomme til dagen efter. I denne tid vil din hjerterytme blive overvåget og pacemakeren bliver testet dagen efter indgrebet.
Vedrørende skift af pacemakeren
Hvis der kun er foretaget skift af pacemakeren, foregår dette ambulant. Er der udskiftet både pacemaker og ledninger, er indlæggelse, risici og forholdsregler som ved nyanlagt pacemaker.
Udskrivelse/ambulant kontrol
Du får udleveret et pacemakerkort, med oplysninger om, hvilken pacemaker og ledninger du har.
Samme oplysninger er registreret i Dansk Pacemaker Register. Kortet bør du altid bære på dig. Ved kontakt med behandlere (tandlæge, fysioterapeut, læge etc.) skal du oplyse, at du er pacemakerbærer.
Den første pacemakerkontrol foregår 2 måneder efter implantationen. Herefter vil kontrollerne være efter aftale. Du får skriftlig indkaldelse til kontrollerne, som foregår i Afdeling for Hjertesygdomme, ambulatorium.
Pacemakerens levetid
Pacemakerens gennemsnitlige levetid er 8-15 år. Ved de ambulante kontroller måles pacemakerens funktion og batteriets levetid.
Vi bliver af og til spurgt om pacemakeren forhindrer en naturlig død. Det gør den ikke, da den kun erstatter hjertets elektriske impulssystem og derfor ikke deltager i hjertes egentlige pumpefunktion. Efter din død fjernes pacemakeren.
Gode råd til pacemakerbæreren
- De første 2-3 uger efter implantationen skal du af hensyn til helingen, undlade alt for voldsom bevægelse af armen på pacemakersiden (f.eks. hænge i ribbe og løfte alt for tunge ting).
- Vanlige gøremål kan genoptages uden risiko.
- Fysisk krævende sport, svømning, gymnastik, golfspil og lignende bør først genoptages efter 4 uger. Almindelige aktiviteter så som cykling, gåture, jogging og seksualliv kan genoptages, så snart ømheden ved såret har fortaget sig.
- Bilkørsel må genoptages 1 uge efter implantationen. Du skal anvende sikkerhedssele, præcis som du plejer.
- Arbejde og rejser kan genoptages efter aftale med den læge der opererede dig.
Vær opmærksom
Kun i meget sjældne tilfælde kan elektriske impulser udefra påvirke din pacemaker,men du bør undgå
- Kortbølgebehandling-diatermi.
- Elektrisk akupunktur.
- Ultralydsbehandling direkte på pacemakerlommen.
- Ophold ved kraftige radiosendere, radarstationer, tyverialarmer og punktsvejsning.
- Mobiltelefon må ikke placeres direkte over pacemakeren.
- Meget kraftige magnetfelter (inkl. MR-skanner).
Kontakt sygehuset ved
- Mindste tegn til infektion i området (smerter, rødme, væsken eller tegn til sår).
- Svimmelhed.
- Besvimelse.
- Rykvise trækninger i musklerne i nærheden af pacemakeren eller mellemgulvet.
|
Kontakt Hjertesygdomme Afdeling for Hjertesygdomme Pacemakerambulatoriet Kresten Philipsens Vej 15 6200 Aabenraa 79 97 26 27 www.sygehussonderjylland.dk |
|
pinfoSHS-1899168350-112 118580|05.03.2026 |