Skip til primært indhold

Sygdomme i aortaklappen

Til patienter og pårørende

Hjertets funktion - sådan fungerer det normale hjerte

Hjertet er en muskel, der ligger i hjertesækken bag brystbenet. Hjertet er delt af en skillevæg i en højre og en venstre halvdel og hver af disse halvdele er igen delt i et forkammer og et hjertekammer. I hjertet findes fire klapper, hvoraf de to vigtigste sidder i venstre hjertehalvdel. De kaldes aortaklappen og mitralklappen.

Blodet løber via højre hjertehalvdel gennem lungepulsåren og ud i lungerne. Her bliver det iltet og løber derefter til venstre forkammer og videre herfra gennem mitralklappen til venstre hjertekammer. Fra venstre hjertekammer pumpes blodet gennem aortaklappen ud i den store legemspulsåre, som kaldes aorta. Gennem aorta pumpes det iltede blod og næringsstoffer rundt i kroppen. Fra kroppen løber blodet tilbage til hjertets højre forkammer og kredsløbet er hermed sluttet.

Sygdomme i aortaklappen

De to vigtigste årsager til sygdom i aortaklappen er forsnævringer og utæthed. Forsnævringer i aortaklappen kan i nogle tilfælde være medfødt, idet hjerteklappen her kun består af 2 flige i modsætning til normalt 3 flige.

En anden årsag er, at hjerteklappen med årene langsomt udvikler forsnævring pga. forkalkning. Endelig findes der en gruppe mennesker, der udvikler utæthed af hjerteklappen, dvs. utilstrækkelig lukning. Årsagen til dette er oftest ukendt, men i enkelte tilfælde kan det skyldes betændelse i hjerteklapperne.

Symptomer

Ved sygdom i aortaklapperne udvikles der langsomt fremadskridende symptomer i form af åndenød, smerter i brystet, svimmelhedstilfælde eller besvimelse. Symptomerne opstår ved, at hjertet overbelastes og det kan medføre væske i lungerne. Man bliver derved let forpustet og får åndenød.

En forsnævret eller utæt aortaklap vil i stigende grad belaste hjertemusklen således, at denne vil vokse i tykkelse. Der kan forekomme tilfælde med uregelmæssig hjerterytme. Ved forværring af en eller flere af disse faktorer kan det være tegn på, at det er tid for behandling.

Behandling

Ved den operative behandling fjernes den syge klap og en nykunstig klapisættes. En kunstig klap kan enten være mekanisk eller biologisk. Den mekaniske klap er lavet af metal og består af nogle vippeskiver, der fungerer som ventil. Denne kræver livslang blodfortyndende medicinsk behandling.

Denbiologiske klaper fremstillet af en forarbejdet grise- eller kalveklap. Denne type klap er lydløs og kræver kun blodfortyndende medicinsk behandling i 3 måneder. Ved indlæggelsen eller under operationen bliver der taget stilling til hvilken type, der er bedst egnet i det enkelte tilfælde. I visse tilfælde kan specielt ældre og patienter, hvor operation er forbundet med en høj risiko få indsat en ny hjerteklap uden operation. Her isættes den nye hjerteklap gennem et indføringshylster anlagt i lysken, armen eller gennem en åbning mellem ribbene.

Hvad kan jeg forvente efter operationen

Langt de fleste patienter vil på sigt opleve, at symptomerne er aftaget eller helt forsvundet. Det tager ca. 6-8 uger for brystbenet at hele op.

Tiden lige efter operationen kan være præget af smerter og træthed. Smerterne afhjælpes med smertestillende medicin. Efter ca. 3 måneder vil man typisk opleve den fulde effekt af operationen.

Undersøgelser før hjerteklapoperation

Før en hjerteklapoperation skal man have tandlægen til at efterse tænderne for at udelukke, at der gemmer sig grobund for betændelse, som senere kan brede sig til hjerteklappen. Du vil få en indkaldelse til eftersyn fra Tandlægerne på Odense Universitetshospital.

For at afklare om der er forsnævringer af hjertets kranspulsårer skal du have foretaget en KAG (kranspulsåreundersøgelse af hjertet). Denne undersøgelse sker på Sygehus Sønderjylland, Aabenraa. Yderligere relevante undersøgelser vil også her blive iværksat.

Når alle undersøgelser er lavet, bliver din situation drøftet med de hjertemedicinske læger på Odense Universitetshospital, og den endelige plan kan lægges. Odense Universitetshospital indkalder dig til operation og sender samtidig yderligere informationsmateriale.

Risiko

En aortaklapoperation må betragtes som et stort indgreb og dermed er risikoen for komplikationer også til stede. Risikoen er meget individuel, men er øget fx. ved høj alder, nedsat lungefunktion eller ved nedsat pumpefunktion af hjertet.

Disse individuelle tilstande vil altid blive vurderet og drøftet med lægen.

Forebyggelse af betændelsestilstand i hjertet

Ved hjerteklapsygdomme og efter indsættelse af en ny hjerteklap skal man være meget opmærksom på betændelsestilstande og dermed temperaturforhøjelse.

Dette skyldes, at bakterier kan føres med blodet og her udvikle betændelse, som kan beskadige hjerteklappen. Denne tilstand kaldes endocarditis og kræver, at du kontakter egen læge, som vurderer, om du skal i antibiotisk behandling, og evt. indlæggelse til observation.

Der henvises til Hjerteforeningens pjece om endocarditis.

Ambulant kontrol efter operation

Du vil første gang blive indkaldt til kontrol ca. 4 uger efter operationen. Denne kontrol foregår på hjemstedssygehuset. Du vil efter operationen blive tilbudt genoptræning/rehabilitering.

Hvis du ønsker yderligere information, kan dette hentes på Hjerteforeningens hjemmeside:

www.hjerteforeningen.dk

Hjertets klapper

Kontakt

Hjertesygdomme

Afdeling for Hjertesygdomme

Kresten Philipsens Vej 15

6200 Aabenraa

79 97 26 00

www.sygehussonderjylland.dk


pinfoSHS-1899168350-148 108674|17.04.2026

APPFWU02V