Ultralydsskanning af hjertet via spiserøret (TEE)
Til patienter og pårørende
ULTRALYDSSKANNING AF HJERTET (EKKOKARDIOGRAFI) VIA SPISERØRET
Sådan forbereder du dig
Du skal være fastende, det vil sige at du ikke må spise 4 timer før og drikke 2 timer før undersøgelsen. Tager du medicin må dette tages sammen med noget at drikke senest 2 timer før undersøgelsen.
Pårørende
Da det pga. stesoliden kan være svært at huske den information du får efter undersøgelsen, er det en fordel at tage en pårørende med.
Sådan foregår undersøgelsen
En transøsofageal ekkokardiografi (TEE) er en ultralydsundersøgelse af hjertet som foretages via spiserøret.
For at mindske evt. ubehag får du lokalbedøvelse i svælget i form af mikstur og spray. Desuden tilbydes du hurtigvirkende afslappende medicin lige før undersøgelsen. Med forberedelse og udførelse varer undersøgelsen ca. 1 time.
Risiko ved undersøgelsen
I yderst sjældne tilfælde kan der opstå komplikationer ved undersøgelsen.
Efter undersøgelsen
Da du er lokalbedøvet i svælget, må du ikke spise eller drikke i 1 time efter undersøgelsen. Herefter kan du drikke lidt vand. Hvis du kan drikke vandet uden at hoste, må du drikke og spise som vanligt.
Du vil kunne føle dig træt resten af dagen.
Det er desuden normalt, at der er lidt ømhed i svælget de første dage efter undersøgelsen.
Svar på undersøgelsen
Du får svar på undersøgelsen inden du tager hjem.
Hjemtransport
På grund af den beroligende medicin må du ikke køre bil eller betjene maskinelt udstyr resten af dagen.
|
Kontakt Hjertesygdomme Afdeling for Hjertesygdomme Kresten Philipsens Vej 15 6200 Aabenraa 79 97 26 00 www.sygehussonderjylland.dk |
|
pinfoSHS-1899168350-111 119097|24.02.2026 |