Skip til primært indhold

Pårørende i et kræftforløb

At være pårørende i et kræftforløb

Vi ved, at der ofte melder sig en række spørgsmål og udfordringer, når din nærmeste er ramt af en kræftsygdom. Når du er pårørende til et menneske med kræft, påvirker det hverdagen både praktisk og følelsesmæssigt. Reaktionerne på at stå på sidelinjen i et kræftforløb kan være forskellige, men for de fleste betyder det, at du må påtage dig nye praktiske opgaver og forholde dig til nye tanker og bekymringer. Prøv at være åbne over for hinanden i familien og forsøg at tale om det, der fylder og det der er vigtigt.

Vi ved, at du er en vigtig ressource for din nærmeste under et kræftbehandlingsforløb og at det kan være krævende for dig som pårørende. Det kan være svært at vide, hvor du finder den hjælp, du kan have behov for. Det er derfor vigtigt for os, at du som pårørende har mulighed for at blive inddraget i behandlingsforløbet, men også får støtte i forhold til dine egne behov.

Hvordan kan jeg hjælpe som pårørende?

Vi tilstræber at din tilstedeværelse som pårørende foregår både på den syges og dine præmisser. Vi anerkender, at der kan være situationer, hvor du som pårørende ikke har mulighed for eller ikke ønsker at deltage. Samtidig kan der være situationer, hvor den syge ikke ønsker, at du som pårørende deltager. Det er vigtigt for os, at vi bliver inddraget, så vi kan opnå det bedst mulige samarbejde omkring forløbet.

Tilbyd at tage med til samtaler, undersøgelser og behandlinger

  • Flere ører hører bedre og det er rart at kunne tale sammen bagefter om det der blev sagt

Hjælp med at stille spørgsmål

  • Det er vigtigt, at den syge forstår hvad vi undersøger for og hvilken behandling vi giver.
  • Ofte er det en god ide at skrive spørgsmålene ned før en samtale, så I husker at få svar på det I havde behov for

Tilbyd at føre ordet

  • Hvis den syge mangler overskud, er I velkomne til at aftale at en pårørende fører ordet under samtaler med os

Tavshedspligt

Som sundhedsprofessionelle er vi underlagt tavshedspligt. Det betyder at vi altid skal spørge den syge inden vi giver informationer om hendes eller hans situation til dig. Samtidig betyder det, at vi kun kan afholde samtaler med dig, når den syge har givet tilladelse hertil. Tavshedspligt betyder desuden, at du kan forvente, at vi ikke videregiver informationer om dig uden din tilladelse.

Du har mulighed for at få adgang til den personlige del af appen hvis den syge giver tilladelse. Derved får du også adgang til videokonsultationer.

Kontakt

Kræftsygdomme Ambulatorium

Medicinske sygdomme

Sydvang 1

6400 Sønderborg

79 97 31 00

 


pinfoSHS-402907246-2541 |   24.06.2026

APPFWU01V