Øjenskade
Information og vejledning
Du har fået behandlet dit øje. For at give øjet ro og mindske risikoen for betændelse, kan du have fået antibiotika og en øjenklap på.
Øjenklap
- Øjenklappen skal sidde så stramt, at du ikke kan blinke med øjet.
- Den kan normalt blive siddende i op til 12–24 timer (følg den specifikke anvisning, du har fået).
- Du må ikke køre bil eller andet motorkøretøj, da afstandsbedømmelsen er nedsat, og synet er påvirket af både øjenklap og eventuelle øjendråber. Få en anden til at køre for dig.
Smerter i øjet
- Hvis øjet er blevet lokalbedøvet, holder virkningen kun i 10–15 minutter.
- Når bedøvelsen aftager, kan du tage almindelig smertestillende medicin, fx Panodil, efter anvisningen på pakken.
Farvning af øjet
Hvis øjet er blevet farvet med gule øjendråber, kan farven løbe gennem tårekanalen til næsen. Det kan give gul/grøn farve, når du pudser næse. Det er helt normalt og forsvinder hurtigt.
Forebyggelse af øjenbetændelse
Efter en øjenskade er der øget risiko for øjenbetændelse.
- Gnid ikke i øjet.
- Brug en papirserviet, hvis øjet løber i vand.
- Øjenbetændelse kan smitte til det andet øje, så vær opmærksom på god håndhygiejne.
Sådan bruger du øjendråber eller øjensalve
- Vask hænderne grundigt før og efter brug.
- Træk forsigtigt ned i det nederste øjenlåg.
- Bøj hovedet let bagover.
- Dryp en dråbe eller læg en stribe salve i folden mellem øje og øjenlåg.
- Luk øjet og blink eller rul med øjet for at fordele medicinen.
- Spidsen af flasken/tuben må ikke røre øjet eller øjenlåget.
- Opbevar medicinen efter anvisning (ofte i køleskab).
- Smid flasken/tuben ud, når behandlingen er afsluttet.
Kontakt øjenlæge hvis:
- generne ikke forbedres inden for 24–48 timer
- smerterne tiltager
- øjet bliver mere rødt
- synet bliver dårligere
- du er i tvivl om noget
|
Kontakt Fælles Akut Modtagelse, Aabenraa, Tlf. 79 97 12 35 Skadeklinikken, Sønderborg, Tlf. 79 97 12 40 Skadeklinikken, Tønder, Tlf. 79 97 12 47 |
|
pinfoSHS-2062399519-98 104987|25.03.2026 |