Skip til primært indhold

EpiPen

Til patienter og pårørende

Om anvendelse af EpiPen ved svær allergisk reaktion (anafylaksi)

Hvad er EpiPen?

EpiPen er en engangspen, som indeholder adrenalin. Kaldes også adrenalin-autoinjektor.

Den er fremstillet, så indsprøjtning kan udløses af en voksen eller (for et større barns vedkommende) af barnet selv.

Den anvendes ved en svær allergisk reaktion eller mistanke om, at en sådan vil udvikle sig. En sådan reaktion kaldes anafylaksi.

Hvad er anafylaksi?

Det er en alvorlig tilstand med symptomer fra mange organsystemer, hvor også kredsløbet svigter.

Anafylaksi udvikler sig, hvis en person udsættes for et allergifremkaldende stof (allergen), som man tidligere er blevet allergisk over for.

Symptomer på anafylaktisk reaktion

Allergiske reaktioner kan opstå i løbet af få minutter.

Følgende symptomer er tegn på en voldsom anafylaktisk reaktion. Symptomerne forekommer oftest i nedenstående rækkefølge:

  • Kløe i svælg, mundhule, fodsåler, håndflader og på kroppen
  • Rødmen, hævelser på læber, hals, tunge, hænder og fødder
  • Åndenød, hivende og hvæsende vejrtrækning
  • Bevidsthedspåvirkning

Jo hurtigere symptomerne opstår, og jo flere der er samtidig, jo stærkere anafylaktisk reaktion.

Den alvorligste kaldes anafylaktisk chock . Her er barnet bevidsthedspåvirket, har påvirket vejrtrækning og påvirket hjertepumpefunktion.


Er der varselssymptomer?

Der vil somme tider være varselssymptomer specielt kløe i håndflader og fodsåler, hævelse og nældefeber over hele kroppen samt utilpashed.

Hvem er i risiko for at få en anafylaktisk reaktion?

Det er personer med:

  • Fødevareallergi, f.eks. jordnødder, soja og nødder
  • Allergi over for bier og hvepse
  • Latexallergi, naturgummi
  • Lægemiddelallergi

Hvornår skal EpiPen anvendes?

EpiPen skal anvendes øjeblikkeligt og virker umiddelbart ved symptomer på svær allergisk reaktion, eller hvis du tror, at en sådan er ved at udvikle sig.

Hvis der er symptomer både fra hud, mave-/ tarmkanal og specielt påvirket vejrtrækning samtidig, eller kommer symptomerne inden for få minutter, skal du anvende EpiPen.

Er barnet bi- eller hvepseallergiker, og der er aftalt EpiPen, og er barnet stukket, skal EpiPen gives, hvis der er begyndende symptomer af generel karakter f.eks. kløe eller nældefeber.

Er du i tvivl, bør du anvende EpiPen.

Et billede, der indeholder hvid, design, skitse

Automatisk genereret beskrivelse

EpiPen

Hvordan virker og bruges EpiPen?

Adrenalinet i EpiPen indvirker direkte på åndedræts- og hjertekarsystemet og modvirker de eventuelt livstruende virkninger af anafylaksi.


Sådan gør du

  • Fjern det grå sikkerhedslåg
  • Pres den sorte ende hårdt mod ydersiden af barnets ene lår. Derved udløses sprøjten i pennen med et klik.
  • Hold EpiPen på stedet i 10 sek.
  • Fjern pennen og masser stedet i 10 sek.
  • Ring 112. Fortæl, at der har været anvendt EpiPen, og bed om at ambulancen kommer.
  • Efter anvendelse skal dit barn ses og observeres i Afsnit for Børn og Unge eller evt. på nærmeste skadestue. I Afsnit for Børn og Unge vil vi observere dit barn i 8 timer - evt. 24 timer, hvis dit barn er eller har været påvirket, eller der er givet anden medicin.
  • Hvis ikke barnet har det bedre efter 10 minutter, gentages behandlingen med en ny EpiPen.

Mere om EpiPen

Den findes i to styrker:

  • EpiPen anvendes til børn over 30 kg. Den giver ved aktivering en enkelt dosis på 0,3 mg.
  • EpiPen Junior anvendes til børn under 30 kg. Den giver ved aktivering en enkelt dosis på 0,15 mg.

Bivirkninger ved EpiPen

Når adrenalin tilføres i større mængder som med en EpiPen, kan det føles ubehageligt.

De almindeligste bivirkninger er

  • Hjertebanken, evt. med uregelmæssig puls
  • Svedeture, rysten
  • Svimmelhed, hovedpine, vejrtrækningsbesvær
  • Kvalme, opkastning, bleghed
  • Angstfornemmelse

Hvis du kommer til at stikke dig i fingeren

Hvis du kommer til at stikke dig i fingeren med en EpiPen, skal du hurtigst muligt søge læge.

Adrenalin trækker de småblodkar sammen, så der opstår iltmangel i vævet omkring stikket. Uden behandling kan fingeren tage varig skade.

Der findes modgift i form af phentolamin og Iloprost.

Din læge kan finde oplysningerne i følgende referencer:

1. Br J Dermatol 2000; 143: 1359
2. Ugeskrift for Læger 1998; 160: 6531-2

Medbring denne folder og vis den til din læge/skadestue.

Opbevaring og holdbarhed

EpiPen skal forefindes, hvor barnet er, og altid i 2 eksemplarer.

Det er således en ide at have dem i barnets taske, eller at der findes EpiPenne også på pasningsstedet/i skolen mm.

Opbevar den ved stuetemperatur (ikke på køl) og beskyt den modkraftig varme og lys.

Udløbsdatoen skal overholdes. Tjek jævnligt og udskift den, hvis den er for gammel.

Brugsanvisning til EpiPen

Brugsanvisning til EpiPen

Kontakt

Børn og Unge

Kresten Philipsens Vej 15

6200 Aabenraa

79 97 24 00


pinfoSHS-1870344960-267 125964   |   19.05.2026

APPFWU02V