Falsk strubehoste
Til patienter og pårørende
Falsk strubehoste er en virusinfektion i slimhinden lige under stemmebåndene
Falsk strubehoste rammer især børn i 1 - 4 års-alderen og optræder især i vinterhalvåret. Det starter oftest med et par dages forkølelse med snue og måske feber. Går derefter over i hæshed, tør gøende hoste og besværet vejrtrækning med indtrækninger. Hosten minder om en søløves gøen.
Falsk strubehoste har tendens til at komme igen ved senere forkølelser. Penicillin og lignende præparater har ingen virkning på falsk strubehoste.
Anfald af falsk strubehoste kan være lette og svære, fra hæshed og gøende hoste til besværet og hivende vejrtrækning. Den anstrengte hiven efter vejret kan ses ved overgangen mellem mave og ribben, samt huden oven over brystbenet trækkes kraftigt ind.
Falsk strubehoste kommer ofte pludseligt og voldsomt nogle timer efter sengetid eller ud på natten.
Behandling
Det er vigtigt at berolige barnet, da barnet har besværet vejrtrækning og derfor er uroligt og bange. Uro og angst forværrer vejrtrækningsbesværet. Tag barnet op, tal beroligende til det eller anbring barnet i siddende stilling. Dette forbedrer vejrtrækningen i løbet af kort tid hos de fleste børn.
Fugtig kølig luft kan også lindre vejrtrækningen. Giv barnet tøj på eller pak det ind i en dyne og gå udenfor. Barnet må ikke fryse.
Hvis barnet ikke hurtigt får det bedre, men fortsætter med voldsom hoste og anstrengt vejrtrækning, skal lægen kontaktes.
Bliver barnet sløvt, mat og får en dårlig kulør, tilkald ambulance på 112.
|
Kontakt Børn og Unge Kresten Philipsens Vej 15 6200 Aabenraa 79 97 24 00 |
|
pinfoSHS-1870344960-319 107104 | 16.06.2026 |