Forgiftning hos børn
Til patienter og pårørende
Børn er særligt udsatte
Børn undersøger verden med alle sanser - også ved at smage på den. De putter alt i munden for at undersøge det, og derfor er de udsatte for forgiftninger.
Forgiftninger hos børn er normalt ikke alvorlige, men der er undtagelser, da der findes mange farlige kemiske produkter, planter og medicin i vores hjem.
Alvorlige forgiftninger hos børn kan forebygges - vær omhyggelig med følgende
- Hold medicin, jerntabletter og vitaminpiller uden for børns rækkevidde.
- Opbevar kemikalier utilgængelige for børn.
- Sæt børnesikre kapsler tilbage på flasken efter brug.
- Undlad omhældning af kemiske produkter til uoriginal emballage, som f.eks. sodavandsflasker.
- Lær børn korrekt omgang med planter, bær, ukendte beholdere mv.
Se ikke tiden an, hvis du tror, der er sket en forgiftning. Det kan tage flere timer, inden barnet viser tegn på forgiftning.
Prøv at bevare roen og kontakt lægen eller Giftlinjen.
Lægen har brug for nogle oplysninger, så det er en god ide at være forberedt - f.eks .
- Hvad er det, barnet har spist/drukket. Skriv det ned.
- Find ud af mængden, om det f.eks. er mange tabletter eller bare en enkelt tablet.
- Lægen vil også spørge dig om, hvor meget barnet vejer.
- Medbring altid produktet, medicinglasset, emballagen, plantedelen eller lignende, hvis du tager til lægen eller på skadestuen.
Hvis barnet har spist eller drukket noget giftigt
- Undlad at give væske til et barn, som er sløvt, eller som ikke vil drikke.
- Forsøg kun at fremkalde opkastning, når der er indtaget et stærkt giftigt stof, og når det kan gøres uden risiko.
- Giv lidt mælk eller flødeis, hvis der er tale om et petroleumsprodukt.
Hvis barnet har fået noget giftigt på huden
- Gå straks i gang med at skylle med lunkent vand, hvis du har mistanke om, at barnet har fået noget ætsende på huden.
- Vask med sæbe og skyl grundigt efter.
- Undlad dog sæbe ved ætsende stoffer, hvor du ofte skal skylle i lang tid.
Efter stænk i øjet
- Skyl straks i nogle minutter med en blød vandstråle fra et rent drikkeglas eller lignende.
- Hold øjnene åbne med et par fingre, så skylningen bliver effektiv.
- Ved stænk i øjet af ætsende stoffer skal øjet skylles i mindst 15 minutter.
Efter indånding
- Sørg for frisk luft og hvile.
|
Fakta |
|
I tilfælde af forgiftning kan du få råd og vejledning ved GIFTLINJEN: www.giftlinjen.dk Tlf. 82 12 12 12 Ved åndedrætsbesvær, sløvhed, bevidstløshed eller kramper: Ring 112 og giv førstehjælp |
|
Kontakt Børn og Unge Kresten Philipsens Vej 15 6200 Aabenraa 79 97 24 00 |
|
pinfoSHS-1870344960-363 101129 | 28.05.2026 |