Hudpleje ved brug af pumpe og sensor
Gode råd til, hvad kan du gøre for at beskytte huden ved brug af pumpe og sensor.
Når du bruger insulinpumpe og/eller sensor, er det vigtigt med god hudpleje for at undgå hudirritation og for at mindske risikoen for hudproblemer på længere sigt.
Vi anbefaler, at
- Du smører huden dagligt med en fed hudlotion (gerne med fedtindhold på mere end 60%) på de områder, du bruger (på nær det sted, hvor det aktuelle plaster sidder. Det gør huden mere modstandsdygtig.
- Du gør huden ren med vand og sæbe. Hudenskal være helt ren og tør, inden du påsætter kateterpumpe / sensor.
- Du skifter injektionssted fra gang til gang.
- Du skifter pumpekateter / sensor som anbefalet. Går der længere tid, kan det give insulinpuder, hudirritation, infektion og i værste fald bylder.
- Du bruger olie eller klæbefjerner, når du fjerner det gamle plaster. Fjern plasteret forsigtigt, så det øverste af huden ikke rives af.
Tegn på og behandling af hudirritation
Rødme, hvor plasteret har siddet, kan skyldes kemisk reaktion fra sæberester, parfume eller plasterets lim.
Rødme omkring selve kateterindstiksstedet kan skyldes overfølsomhed for det materiale, som kateteret er lavet af, eller at kateteret har siddet for mange dage.
Insulin indeholder konserveringsmiddel kresol, som også kan virke hudirriterende, når det kommer direkte på huden.
Ovenstående billede viser tegn på hudirritation.
Gode råd for at mindske risikoen for hudirritation:
- Skift kateteret som anbefalet.
- Undgå insulindråbe på nålespidsen, når kateteret sættes på.
- Anvend barrierefilm / plaster mellem huden og pumpekateter / sensor. Barrierefilm / plaster får du udleveret i Børn og Unge - Ambulatoriet.
- Hvis der fremkommer trykmærker:Forsøg at undgå at trykke inserter (skyderen) for hårdt mod huden.
Tegn på og behandling af allergisk reaktion
Der fremkommer rødt, kløende udslæt, som kaldes kontakteksem. I nogle tilfælde kan det ligne et brandsår.
- Området med eksem må ikke anvendes til pumpekateter / sensor, før huden igen er normal.
- Anvend barrierefilm / plaster for at undgå nyt eksemudbrud.

- Eksemet skal behandles med hormon- og fedtcreme. Kontakt Børn og Unge, Ambulatoriet.
- Tag evt. et billede af eksemet.
- Du kan indberette forekomsten af eksem til Lægemiddelstyrelsen (se nederst på siden).
Billedet til højre viser allergisk reaktion i huden.
Tegn på og behandling af infektion / bylder i huden
Hudområdet bliver rødt, hævet og meget ømt. Der kommer evt. gult pus fra indstiksstedet.
- Hudområdet må ikke bruges til pumpekateter / sensor.
- Rengør området med sæbevand 2 gange dagligt. Brug evt. plaster i dagtiden for at undgå yderligere infektion.
- Rens huden med klorhexidin spritswabs på de hudområder, hvor du sætter kateter / sensor.
- Hold ekstra øje med dit blodsukker, idet du kan få brug for mere insulin end vanligt.
Kontakt Børn og Unge, Ambulatoriet med henblik på behandling, hvis:
- du får feber
- hudområdet hæver op
- der er rødme og ømhed
- der flyder gult væske ud
Der skal muligvis podes fra stedet og opstartes behandling med antibiotika.
Kontakt Børn og Unge, Ambulatoriet, hvis du er i tvivl om, hvad du skal gøre
Tlf. 7997 2441
Læs mere
https://diabetes.dk/fagfolk/materiale/hudproblemer-ved-brug-af-insulinpumpersensorer.aspx
https://eksem.astma-allergi.dk/fede-cremer
Indberetning af eksemforekomsten til Lægemiddelstyrelsen
https://laegemiddelstyrelsen.dk/da/udstyr/indberetning-af-haendelser/
Scroll ned til Formular og klik på "Brugere og pårørendes indberetning af hændelser med medicinsk udstyr". Upload gerne et billede af udslættet.
Venlig hilsen
Diabetesteamet
Afsnit for Børn og Unge
