Koloskopi af børn og unge
Til patienter og pårørende
Koloskopi er en kikkertundersøgelse af tyktarmen
Undersøgelsen laves med et koloskop, mens patienten er bedøvet. Et koloskop er en bøjelig kikkert forbundet med et kamera.
Oversigt over tarmene
Koloskopet føres op i endetarmen og videre op i tyktarmen. Lægen kan derved se tyktarmens slimhinde, og via kikkerten tage billeder og tage vævsprøver.
Der pustes luft ind i tarmen under undersøgelsen for bedre at kunne se slimhinden. Når undersøgelsen er færdig, trækkes koloskopet ud.
Der vil oftest blive taget slimhindeprøver fra forskellige steder i tyktarmen, og hvis muligt også fra den allernederste del af tyndtarmen. Disse vævsprøver (biopsier) sendes til mikroskopisk vurdering i Patologisk afdeling.
Dagen før undersøgelsen
På indlæggelsesdagen, dagen før undersøgelsen, bliver dit barn/den unge undersøgt af en læge i Afsnit for Børn og Unge, og I snakker med en narkoselæge om bedøvelsen.
For at undersøgelsen bliver vellykket, skal tarmen være ren. Derfor skal barnet/den unge have udtømt tarmen for afføring inden koloskopien.
Udrensning
5 dage før undersøgelsen må barnet/den unge ikke få kerneholdig mad eller fibertilskud. Hvis dit barn/den unge har tendens til forstoppelse, og denne ikke er velbehandlet, vil vi anbefale følgende supplerende medicin: Tbl Toilax 5 mg - for barn 5-10 år1 tbl. og for barn over 10 år 2 tbl.
Dette gives 3 dage før undersøgelsen og igen om aftenen 2 dage før undersøgelsen. Medicinen ordineres af Afsnit for Børn og Unge.
Udtømningen starter ca. kl. 14, efter at I har talt med lægen og narkoselægen. Dit barn/den unge skal drikke 1 glas koldt vand tilsat picoprep pulver om eftermiddagen og 1 glas om aftenen, som skal drikkes inden for 15 min.
Dit barn/den unge må dagen før undersøgelsen kun få flydende kost uden mælk. Dvs. at allerede fra om morgenen, den dag I kommer til indlæggelse, må dit barn/den unge kun spise flydende kost uden mælk. Kosten kan bestå af suppe uden grønsager eller boller, sodavand, saft, sodavandsis uden chokolade og frugtsupper. Afsnit for Børn og Unge bestiller specialkosten til jeres barn/den unge.
Dit barn/den unge skal drikke rigeligt med væske i løbet af dagen. Derfor skriver vi på et væskeskema, hvor meget barnet/den unge drikker.
Behandlingen medfører, at dit barn/den unge får hyppige afføringer og til sidst vandtynde afføringer. I skal blive i afsnittet til næste dag, hvor koloskopien skal foretages.
På undersøgelsesdagen
Dit barn/den unge må få klare væsker indtil klokken 6 om morgenen og skal derefter faste. Hvis tarmen ikke er tilstrækkeligt udtømt, får barnet/den unge et afføringsmiddel i endetarmen (klyx) om morgenen, inden undersøgelsen.
Dit barn /den unge får emla-plaster (trylleplaster) på håndryggen om morgenen og bliver iklædt hospitalstøj.
Der er mulighed for, at én af forældrene kan følge barnet/den unge ned til operationsstuen og være hos barnet/den unge, indtil det sover. Når barnet/den unge sover, forlader den ledsagende forældre stuen og går tilbage til Afsnit for Børn og Unge.
Efter undersøgelsen kommer dit barn/den unge over på opvågningsafsnittet. Der vil blive ringet til Afsnit for Børn og Unge med det samme, så én af forældrene kan komme over til barnet/den unge. Når dit barn/den unge er klar til det, kommer I tilbage til Afsnit for Børn og Unge, hvor dit barn/den unge får tilbudt mad og drikke.
De fleste børn og unge er hurtigt friske, men nogle kan være forkvalmede og trætte. Senere på eftermiddagen/aftenen vil barnet som regel være klar til at tage hjem.
Svar på undersøgelsen
Der vil foreligge svar ca. 2 uger efter undersøgelsen. Svaret skal vurderes af en læge. I vil blive kontaktet vedr. resultatet pr. brev, ved telefon kontakt eller ved ambulant opfølgning. Mangler I fortsat svar efter 2-3 uger, er I også velkommen til at kontakte os.
Efter udskrivelsen
Hvis der opstår problemer eller tvivlsspørgsmål i løbet af det første døgn efter at I er kommet hjem, kan I kontakte Afsnit for Børn og Unge.
|
Kontakt Børn og Unge Kresten Philipsens Vej 15 6200 Aabenraa 79 97 24 00 |
|
pinfoSHS-1870344960-305 109930 | 17.06.2026 |