Pelsdyrallergi
Til patienter og pårørende
Nyttig viden om allergi over for pelsdyr - forekomst, undersøgelse, behandling mm.
Allergi over for dyr kan give problemer i øjne, næse, lunger og hud. Det starter ofte med nyseanfald og kløe i øjne og næse.
Der kan komme besværet vejrtrækning i form af astma, som både er ubehagelig, men som også kan være farlig, hvis den ikke behandles.
Nogle gange viser allergien sig som nældefeber, hvis man har rørt ved dyret, eller hvis dyret har slikket på ens hud. Eksem kan også blive forværret.
Hvad er allergener?
Allergener er proteiner fra dyret, der er årsagen til allergien. Da proteinerne findes i både dyrets pels, hud, spyt og urin, kan man også blive allergisk over for såkaldte allergivenlige hunde.
Hvem kan udvikle allergi?
Der er en arvelig tendens: Hvis ens forældre eller søskende har astma, allergi eller eksem, har man selv en øget risiko for at udvikle allergi. Man bliver kun allergisk over for pelsdyr, man jævnligt har kontakt med.
Hvilke dyr giver allergi?
Pelsdyr der holdes indendørs: Katte, hunde, hamstre, marsvin, rotter, mus osv. Allergi over for heste ses også hyppigt. Allergi over for fugle ses meget sjældent. Krybdyr, padder og akvariefisk giver stort set aldrig allergi.
Pelsdyrallergi
Hvordan foregår allergiundersøgelsen?
Mistanke om allergi over for dyr kan bekræftes ved en prøve på huden.
Her benyttes små dråber ekstrakt fremstillet af hår og skæl fra forskellige dyr. Der prikkes ned gennem dråberne, og reaktionen kan aflæses efter 10 minutter. Er man allergisk, kommer der en lille kløende hævelse på størrelse med et myggestik. Man kan også se efter allergiantistoffer i en blodprøve.
Hvor meget skal det til?
Ofte vil en allergiker i starten kunne tåle at være nær dyr i mange timer. Fortsat kontakt til dyret kan øge følsomheden. Få minutter i et lokale, hvor der tidligere har været dyr eller nærkontakt til en person, som har dyr hjemme og dyrehår på tøjet, kan give alvorlige reaktioner.
Allergi over for én pelsdyrart øger risikoen for at blive allergisk over for andre pelsdyr.
Er man blevet allergisk over for et dyr, man har hjemme, må der skaffes er nyt hjem til dyret.
Rengøring, udluftning, tæppefjernelse og luftrensere er ikke nok.
Når dyret er kommet væk, kan der gå måneder før allergenerne er fjernet. Det kan være forklaringen, hvis allergien ikke bedres straks.
Ved let allergi med få symptomer kan man af og til bedre symptomerne ved at holde dyret ude fra soverummet eller evt. flytte det udendørs. På længere sigt er det dog sjældent tilstrækkeligt.
Ved svær allergi med mange symptomer kan det være nødvendigt, at andre familiemedlemmer som er i kontakt med dyr (f.eks. ved ridning), skifter tøj inden de kommer hjem.
Hvad kan man selv gøre, hvis man er allergisk over for pelsdyr?
Vask hænder, hvis du har rørt ved et pelsdyr, du ikke kan tåle.
Vær opmærksom på at gæster, der overnatter med eget sengetøj, kan medbringe dyrehår i sengetøjet.
Pelsdyrallergikere, der skal overnatte i et hjem med pelsdyr, bør medbringe sovepose/dyne, der efterfølgende vaskes.
Skal man besøge et hjem med pelsdyr, man ikke kan tåle, kan det hjælpe, at der støvsuges grundigt dagen før besøget. Støvsugning umiddelbart inden besøget hvirvler støv og allergener op i luften, og det giver ofte store gener.
Personer med pelsdyrallergi kan desuden tage en antihistamintablet og evt. hurtigvirkende (blå) astmamedicin inden besøg på steder, hvor der er pelsdyr.
Hvis du vil vide mere
Lægemiddelfirmaet AstraZenecas hjemmeside. Her kan du blandt andet på video se, hvordan du bruger en turbuhaler og en NES-spacer korrekt.
Astma og Allergiforbundets hjemmeside. Her kan du hente nyttig viden om astma, allergi, høfeber og eksem. Der er opskrifter på mad og brød uden æg, mælk og gluten (for fødemiddelallergikere) og andre gode råd.
Hvad er børneeksem, og hvordan behandles det? Det kan denne hjemmeside blandt andet give svar på.
Her kan du få oplysning om allergi over for: Mælk, æg, kød, fisk og skaldyr, jordnødder/nødder, soja, hvede, korn, frugt, grønt, krydderier, tilsætningsstoffer, mad med nikkel.
www.sygehussonderjylland.dk
Om allergi på Børn og Unges hjemmeside.
Allergitest på huden
|
Kontakt Børn og Unge Kresten Philipsens Vej 15 6200 Aabenraa 79 97 24 00 |
|
pinfoSHS-1870344960-242 144403 | 19.05.2026 |