Røde bade / klorhexidin bade
Til patienter og pårørende
Vejledning til brug ved eksem
Røde bade
Bruges til kløende, væskende eller inficeret eksem.
- Kaliumpermanganat-koncentrat kan købes i håndkøb på apoteket, og -granulat købes hos Matas.
- Koncentreret Kaliumpermanganat er stærkt farvende og ætsende. Der skal derfor udvises forsigtighed ved tilberedning af badet.
- Det er en god ide at dække neglene med vaseline eller klar neglelak, da der sker en kraftig gul/brunlig farvning af hud og negle. Sår og eksemområder kan farves næsten sorte. Brunfarvning kan delvis fjernes med citron. Af samme grund anbefales at bruge gammelt tøj, da denne farve kun kan forsvinde ved kogning.
Blandingsvejledning
100 ml Kaliumpermanganat opløsning 3 % blandes med 100 liter vand (til stort badekar),
eller
1 ml Kaliumpermanganat opløsning blandes med 1 liter vand.
Hvis der ikke opnås den ønskede effekt, kan koncentrationen øges (x10 svarende til 10 ml/l).
Barnet skal højst ligge i badet i 15 min, da huden ellers udtørres for meget.
Generelt om røde bade
- Det kan ske, at barnet oplever en let svie, der som regel forsvinder ret hurtigt. Opstår der smerter, må behandlingen ophøre. Man kan evt. vælge at anvende en svagere opløsning.
- Huden duppes tør efter badet. Eksem og/eller sår behandles med relevante lokalsteroider/ sårplejeprodukter og fugtighedscreme. Bemærk, at badet også udtørrer den raske hud.
- Barnet bør ikke gå i bad eller afvaske hudområderne før efter ca. et døgn.
- Der kan anvendes spand, vaskebalje eller badekar, blot hele det aktuelle område er dækket. Farven er meget svær at fjerne fra gulve og fuger, så grundig afdækning udenom er nødvendig. Rengøring foretages umiddelbart efter badet og sker med vaskepulver eller flydende skurepulver.
Hvis eksemet er begrænset til f.eks. en hånd, kan barnet nøjes med at bade hånden (evt. kun lægge hånden i badet).
Badene kan anvendes dagligt i en periode, ellers med et par dages mellemrum eller efter behov.
Normalt er der god effekt efter 2 bade med 1 dags mellemrum.
Klorhexidinbad
Badet bruges til tørt, forkradset eksem med mistanke om begyndende infektion.
Blandingsvejledning ved 20 % Klorhexidin (hibitane):
25 ml opløses i 100 ml vand (til badekar) 1/2 ml opløses i 2 liter vand.
Blandingsvejledning ved 0,2 % Klorhexidin (hibitane):
2,5 liter opløses i 100 liter vand (badekar).
50 ml opløses i 2 liter vand.
25 ml opløses i 1 liter vand.
Barnet behøver ikke være "neddykket" i klorhexidinbadet. Man kan nøjes med at påføre opløsningen med en svamp.
NB. Klorhexidinopløsningen bør påføres på hele kroppen og ikke kun eksemområderne, da bakterier ellers let flyttes rundt, hvis barnet kradser sig. Normalt er der god effekt efter 2 - 3 dage.
|
Kontakt Børn og Unge Kresten Philipsens Vej 15 6200 Aabenraa 79 97 24 00 |
|
pinfoSHS-1870344960-245 144355 | 21.05.2026 |