Fødeplansambulatoriet
Information til gravide og pårørende
Fødeplanambulatoriet er et tilbud til dig/jer, der er særligt bekymrede for den forestående fødsel og har behov for at få udarbejdet en plan herfor.
Hvis du lider af fødselsangst, tilbyder fødeplansambulatoriet dig samtaler som en forberedelse til fødslen.
Endvidere er samtaler i fødeplansambulatoriet en del af et forløb, hvis du ønsker kejsersnit uden medicinsk begrundelse.
Fødeplansambulatoriet er et lille team bestående af jordemødre og læger, der arbejder tæt sammen.
Nogle gravide ønsker et kejsersnit
Nogle kvinder ønsker at føde ved kejsersnit, selv om det ud fra en lægelig vurdering ville være mere hensigtsmæssigt at føde vaginalt. Hvis det ikke er en medicinsk nødvendighed at foretage kejsersnit, anbefaler vi, at du føder vaginalt.
Samtalen
Selve samtalen, der ca. varer 1 time, varetages af en jordemoder i fødeplansambulatoriet.
Her tager vi udgangspunkt i evt. tidligere forløb og/eller bekymringer/tanker om den forestående fødsel. Ved behov vil du blive henvist til lægesamtale og/eller opfølgende samtale hos jordemoderen.
Det vigtigste udbytte af samtalen er dog den proces, der sættes i gang i din/jeres egen forberedelse til fødslen.
Fødeplan/fødselsaftale
Der formuleres sammen med jordemoderen og/eller lægen en fødeplan, der eksempelvis omhandler smertelindring, fremgang i forløbet, rammer for kommunikation mv.
Hvis du/I har ønske om kejsersnit eller igangsættelse, vil beslutningen herom ikke kunne træffes på dagen for samtalen.
Det vil altid være forudgået af en eller flere lægesamtaler og slutteligt være en konferencebeslutning ved overlægerne. For en god orden skyld gør vi opmærksom på, at det som hovedregel forudsætter en medicinsk begrundelse, hvis vi tilbyder at forløse dit/jeres barn ved kejsersnit, herunder i særdeleshed, hvis det er det første barn, du/I venter.
Efter samtalen opfordrer vi til, at du/I læser og forholder jer til fødeplanen, som du får tilsendt i e-Boks.
Samtaleforløb afsluttes med
• En fødselsaftale/fødeplan, som du får tilsendt i e-Boks
• En efterfødselssamtale 2-3 dage efter fødslen
• En opfølgningssamtale efter behov
Vi opfordrer dig til en opfølgningssamtale med jordemoderen/lægen, hvis du efter efterfødselssamtalen har yderligere behov for at drøfte fødselsforløbet.
Du/I er altid velkommen til at kontakte fødegangen på tlf. 7997 2210 - vi opfordrer jer til at ringe hverdage mellem kl. 8-14.
Vi har brug for din hjælp!
Vi vil gerne høre din mening om samtalerne og om de opfyldte de behov, du havde for afklaring omkring din fødsel. Derfor beder vi dig om at udfylde et spørgeskema via appen MineAftaler efter samtalen i fødeplanambulatoriet, og igen efter du har født.
|
Kontakt Fødsler Kresten Philipsens Vej 15 6200 Aabenraa 79 97 22 00 |
|
pinfoSHS-40373546-85 155182 | 07.10.2026 |