Overbåren graviditet
Til patienter og pårørende
Ved korrekt beregning af fødselsterminen føder over halvdelen af alle gravide lige omkring graviditetsuge 40+0 (terminsdatoen).
Har du endnu ikke født en uge efter terminsdatoen, tilbyder vi dig en undersøgelse af, hvordan du og barnet har det. Denne undersøgelse kaldes en overbårenhedskontrol.
Hvis graviditeten forløber normalt, tilbyder vi igangsættelse af fødslen 12 dage over terminsdatoen (graviditetsuge 41+5).
Overbårenhedskontrol
Overbårenhedskontrollen foregår i fødemodtagelsen, Sygehus Sønderjylland, Aabenraa. Her møder du en jordemoder, en social- og sundhedsassistent, en reservelæge og en sonograf (scanningspersonale).
Undersøgelsen indeholder:
- Udvendig undersøgelse
- Blodtryksmåling
- Urinstix
- Overvågning af fosterets hjerteaktivitet og registrering af plukkeveer/veer (CTG)
- Ultralydsundersøgelse med bestemmelse af fostervandsmængden.
- Tilbud om hindeløsning, hvor jordemoderen forsøger at løsne fosterhinder ved en indvendig undersøgelse i vagina.
|
Fakta |
|
CTG er forkortelse for Cardio-Toco-Grafi. Det er en udvendig overvågning af barnets hjertelyd og veaktiviteten med 2 bælter om maven. CTG kan kobles til og fra ved behov. |
Hindeløsning
Ved hindeløsning kan kroppens egne hormoner, som virker fremmende på fødslens begyndelse, frigives. Hindeløsning kan tilbydes efter termin og forud for planlagt igangsættelse.
Der er ingen signifikant effekt af hindeløsning før graviditetsuge 40. Livmoderhalsens modenhed har størst betydning for, om hindeløsning har effekt. Bedst effekt ses ved flergangsfødende. Hindeløsning kan medføre kraftige plukkeveer og let blødning fra vagina.
Praktiske oplysninger
Er du er 3-5 dage over din terminsdato, skal du kontakte fødegangen og aftale en tid til en overbårenhedskontrol i graviditetsuge 41+0 eller førstkommende hverdag derefter.
Ved din sidste jordemoderkonsultation inden fødslen, vil det også være en del af samtalen med din kontaktjordemoder.
Tidsbestilling
Kontakt fødegangen på tlf. 79 97 22 10 på alle hverdage mellem kl. 8 - 12.
Igangsættelse af fødslen
Information om igangsættelsesforløb kan du læse i informationspjecen ”Igangsættelse af fødslen”, som du finder på Sygehus Sønderjyllands hjemmeside .
|
Kontakt Fødsler Kresten Philipsens Vej 15 6200 Aabenraa 79 97 22 00 |
|
|
|
pinfoSHS-40373546-86 155171 | 03.07.2026 |