Kendt Jordemoder-Ordning Aabenraa
Til patienter og pårørende
Hvad er Kendt Jordemoder-Ordning?
I Kendt Jordemoder-Ordning (i daglig tale kaldet KJO) er vi et team af tre jordemødre, som følger dig og din partner i graviditeten. En af os hjælper jer under fødslen og følger jer den første uge med jeres nyfødte barn.
På den måde håber vi at styrke sammenhængen for jer under hele forløbet gennem graviditeten, fødslen og den første tid med jeres nyfødte barn.
Vores mål er at give jer tryghed og optimale rammer i denne periode, og vi håber, at denne pjece hjælper jer godt i gang.
Pjecen beskriver, hvad det vil sige at gå til jordemoder i Kendt Jordemoder-Ordning, og hvad du/I kan forvente.
Velkommen til Kendt Jordemoder-Ordning Aabenraa
Graviditeten
Konsultation og fødselsforberedelse
I graviditeten går du/I til konsultation og fødselsforberedelse hos jeres egne jordemødre fra KJO.
Konsultationerne finder sted i jordemoderkonsultationen i Aabenraa, og partner eller anden nær pårørende må meget gerne deltage. Dette er særligt relevant for, at vi kommer til at kende hinanden før fødslen.
Ved det første besøg har du/I en individuel samtale, hvor vi introducerer jer til de tilbud, vi har i ordningen.
Herudover vil du/I få:
- Information om livsstil
- Skriftligt informationsmateriale udleveret efter behov
- En individuel gennemgang af jeres situation.
Efter det første besøg tilbyder vi yderligere 4 - 5 besøg.
Disse besøg foregår i grupper, i et individuelt forløb eller som en kombination. I grupperne integreres den normale konsultation med forældre- og fødselsforberedelse, og der afsættes 2 timer pr. gang.
I de individuelle forløb møder I os på skift, så I har mulighed for at møde os alle.
Der er løbende mulighed for en rundvisning på fødegangen. Se hjemmesiden sygehussonderjylland.dk/gravid (tilmelding er nødvendig).
Ved behov for at kontakte en jordemoder i graviditeten til afklaring af spørgsmål eller ved eventuelt behov for undersøgelse, kan I kontakte os via vagttelefonen.
Vagthavende jordemoder i Kendt Jordemoder-Ordning Aabenraa træffes hele døgnet på tlf. 79 97 22 80.
Fødslen
Jordemødrene i teamet føder med jer på fødeafdelingen i Aabenraa eller i jeres hjem.
Når veerne begynder eller ved vandafgang, ringer I direkte til den vagthavende jordemoder. Vi vil gerne orienteres ved fødslens start, selv om I endnu ikke har behov for at mødes med os.
Vi aftaler i telefonen, hvornår vi tales ved igen, eller hvornår vi mødes på fødegangen i Aabenraa eller i hjemmet. Vagthavende jordemoder i Kendt Jordemoder-Ordning Aabenraa træffes hele døgnet på tlf. 79 97 22 80.
Fødsel er på fødegangen i Aabenraa eller i eget hjem
Kontakt med Kendt Jordemoder-Ordning efter fødslen
Jeres jordemoder fra Kendt Jordemoder-Ordning bliver hos jer et par timer efter fødslen, uanset om fødslen er foregået på sygehuset eller hjemme.
Længden af indlæggelsen/opholdet på sygehuset efter fødslen afhænger af behovet, og hvad I ønsker. Eventuelle hjemmebesøg og barselskonsultationen varetages af Kendt Jordemoder-Ordning, hvorimod plejen på sygehuset varetages af en jordemoder, en social- og sundhedsassistent eller en barselssygeplejerske.
1.-7. døgn efter fødslen
Uanset hvor længe du har været indlagt på sygehuset, kan du i 7 døgn efter udskrivelse eller hjemmefødsel kontakte den vagthavende jordemoder hele døgnet.
Hotline til Kendt Jordemoder-Ordning i Aabenraa, tlf. 79 97 22 80.
Du kan kontakte os med spørgsmål og problemer som fx:
- Ømme eller sårede brystvorter/smertefulde amninger
- Nedsat mælkeproduktion
- Mistanke om brystbetændelse/svampeinfektion
Vurderer jordemoderen, at der er behov for det, kan I evt. blive indlagt på sygehuset og modtage støtte og vejledning samt evt. behandling.
1. døgn efter fødslen
Vi ringer til jer og aftaler tid og sted for barselskonsultation.
2.-3. døgn efter fødslen
Under barselskonsultationen gennemgås fødselsforløbet, og vi foretager hælblodprøve (PKU) og hørescreening.
Vi taler jeres oplevelse af fødslen igennem, og I får mulighed for at stille spørgsmål. Vi taler også om amning, pleje og trivsel.
Amning, pleje og trivsel
Undersøgelse af barnet i dagene efter fødslen
Hælblodprøve
Alle nyfødte i Danmark får tilbudt at få taget en blodprøve i hælen (en såkaldt PKU). Der testes for specifikke medfødte sygdomme. Efter fødslen får du udleveret en informationspjece om blodprøven.
Hørescreening
Ved undersøgelsen sender en lille øreprop klik-lyde ind i barnets øregang. Undersøgelsen er hurtigt overstået og foretages bedst, mens barnet sover. Undersøgelsen er ikke ubehagelig for barnet, og der er ingen risiko i forbindelse med undersøgelsen. I kan som forældre være til stede hele tiden og får svar med det samme. I nogle tilfælde kan der være behov for yderligere undersøgelse.
Hvorfor er det vigtigt at undersøge hørelsen?
Hørelsen er med til at udvikle og forme barnets personlighed og adfærd. Spædbørn og små børn bruger hørelsen til at lære at genkende stemmer, efterligne lyde og udvikle sprog. Hørelsen bruges også til at orientere sig og opfange faresignaler, ikke mindst i samspillet med omgivelserne. Derfor er det bedst for barnets udvikling at opdage en evt. hørenedsættelse tidligt.
Hvordan forbereder du barnet til undersøgelsen?
Det er vigtigt, at barnet er roligt, gerne sovende, ved undersøgelsen. Derfor vil det være en god ide at give barnet mad kort før undersøgelsen.
Praktiske oplysninger
I er tilknyttet Kendt Jordemoder-Ordning og går til konsultation i
Aabenraa Jordemoderkonsultation
Kresten Philipsens Vej 15, Område 400
6200 Aabenraa
Hvis I har behov for at ændre eller aflyse en tid i jordemoderkonsultationen, skal I kontakte Kendt
Jordemoder-Ordning på tlf. 79 97 22 80.
Hvis I ikke kan få kontakt til vagthavende jordemoder i Kendt Jordemoder-Ordning, kan I kontakte fødegangen døgnet rundt på tlf. 79 97 22 10.
Læs mere om graviditet og fødsel på sygehussonderjylland.dk/gravid
Jordemødrene i Kendt Jordemoder-Ordning Aabenraa
Joan H. Pedersen
Jette Johansen
Jette Uth
|
Kontakt Fødsler – Kendt Jordemoder-Ordning Aabenraa Kresten Philipsens Vej 15 6200 Aabenraa 79 97 22 80 |
|
pinfoSHS-40373546-143 124155 | 03.07.2026 |