Skip til primært indhold

Sukkerbelastningsprøve

Til patienter og pårørende

Sukkerbelastning = Glukosebelastning

Hvorfor sukkerbelastningsprøve?

Undersøgelser har vist, at nogle gravide har en øget risiko for at udvikle graviditetssukkersyge.

Du er i risiko for at udvikle graviditetssukkersyge, hvis du

  • har sukkersyge i familien (søskende, forældre og bedsteforældre)
  • tidligere har født barn med fødselsvægt over 4.500 gram
  • er overvægtig
  • får sukker i urinen i løbet af graviditeten
  • tidligere har haft graviditetssukkersyge
  • venter tvillinger
  • du har PCOS

Hvorfor er det vigtigt at blive undersøgt for graviditetssukkersyge?

Hvis det viser sig, at du har graviditetssukkersyge, er det vigtigt, at du bliver behandlet.

Graviditetssukkersyge øger risikoen for:

  • stort foster
  • fødselskomplikationer
  • svangerskabsforgiftning
  • for tidlig fødsel
  • senere udvikling af type-2 sukkersyge

Praktiske forhold

Undersøgelsen foregår i Biokemi / Laboratoriet på Sygehus Sønderjylland enten i Sønderborg, Aabenraa eller Tønder.

Du skal være fastende i 8 timer. Det vil sige, at du ikke må have drukket, spist eller røget. Du må dog gerne drikke op til en 1/2 liter rent vand.

Hvis du ikke overholder disse 8 timers faste, giver prøven et forkert resultat.

Hvordan foregår undersøgelsen?

Du skal møde i Biokemi / Laboratoriet til det angivne tidspunkt.

  • Du får 2 glas sukkervand at drikke.
  • Efter 2 timer får du taget en blodprøve til undersøgelse af dit blodsukker.

Det er nødvendigt, at du opholder dig på stedet i de ca. 2 timer, undersøgelsen varer.

Du skal sidde / ligge under undersøgelsen. Du må ikke sove. Du må gerne gå på toilettet.

Det vil være fornuftigt at medbringe lidt mad, som du kan spise, når undersøgelsen er overstået.

Kontakt til Biokemi

Sønderborg - tlf. 79 97 46 20

Aabenraa - tlf. 79 97 46 57

Tønder - tlf. 79 97 46 90

Resultatet af undersøgelsen bliver sendt til den læge / afdeling, der har bestilt undersøgelsen.

Du bliver kontaktet, hvis prøven giver anledning til yderligere kontroller.

Kontakt

Kvindesygdomme og Fødsler

Kresten Philipsens Vej 15

6200 Aabenraa

Kvindesygdomme tlf. 79 97 21 00

Fødsler tlf. 79 97 22 00


pinfoSHS-40373546-172 108338|13.03.2026

APPFWU02V