Sphincterruptur; når endetarmens lukkemuskel brister
Til patienter og pårørende
Når du føder dit barn vaginalt, bliver bækkenbundens muskler og bindevæv udspilet, og der kan opstå bristninger. Mange førstegangsfødende får mindre bristninger, men i sjældne tilfælde går bristningen af mellemkødet ned til endetarmen, så lukkemusklen bliver helt eller delvist revet over.
På fagsprog kaldes det en sphincterruptur.
Der er specielt risiko for at få bristninger af lukkemusklen, hvis man føder hurtigt, barnet er stort eller hvis barnet forløses med en sugekop.
Hvad er lukkemusklen/ringmusklen?
Lukkemusklen er en ringmuskel omkring endetarmen. Lukkemusklens funktion er at holde på luft og afføring. Musklen virker ved at være konstant sammentrukket. Hvis lukkemusklen har været bristet og ikke er helet ordentligt, kan lukkemekanismen være svækket, og man bliver utæt for tarmluft og/eller afføring.
Behandling
Lukkemusklen syes sammen af en speciallæge med opløselig sytråd, så muskelenderne samles.
Ved bristninger af lukkemusklen er der ofte også en stor bristning af mellemkødet, som også bliver syet efter fødslen. Du kan derfor opleve noget hævelse og ømhed efter fødslen, og det strammer typisk fra hele syningen af mellemkødet.
Du vil desuden blive anbefalet antibiotika efter fødslen for at forebygge infektion.
Hvor længe gør det ondt efter fødslen?
Det er normalt, at det svier, når du tisser de første dage efter fødslen. Indenfor de første par uger kan du opleve at såret klør. Ophelingen af bristningen vil normalt tage 3-4 uger. Du må derfor forvente, at der kan gå op til en måned, før du er helt smertefri og har fået normal følesans omkring vagina igen.
Du kan forvente at have brug for smertestillende medicin 1-2 uger efter fødslen. Vi anbefaler, at du lindrer smerterne med håndkøbsmedicin som fx 1 g paracetamol (Panodil/Pinex/Pamol) hver 6. time (op til fire gange i døgnet). Hvis dette ikke er tilstrækkeligt, kan du supplere med fx Ibuprofen/Ipren 400 mg hver 8. time (op til 3 gange i døgnet).
Hvis du får stærke smerter eller feber, bør du kontakte din egen læge.
Tiltagende smerter kan være tegn på betændelse eller blodansamlinger i vævet.
Skal tråden fjernes?
Den tråd, du er blevet syet med, opløser sig selv indenfor 1-2 måneder efter fødslen. Du skal derfor ikke have fjernet tråden eller stingene, medmindre de er meget generende.
Heling den første tid
For at opnå den bedst mulige heling er det vigtigt, at områder bliver aflastet. Efter den første uges tid må du prøve dig frem med, hvor meget din bækkenbund og lukkemuskel kan klare.
Her er nogle gode råd til, hvordan du skåner bækkenbunden, mens såret heler:
- Undgår at sidde for længe, da det både belaster såret og gør unødvendigt ondt
- Kom ind og ud af sengen ved at rulle om på siden
- Lig gerne ned når du ammer
- Løft maksimalt 10 kg de første 4-6 uger
- Brug isbind mod hævelse og smerter i de første dage
- Brug smertestillende medicin efter behov
- Undgå at få hård mave
Kolde isbind kan lindre smerte og hævelse
Et sår heler ved, at vævet hæver en smule og der kommer ekstra blodtilførsel til området. Indenfor de første par døgn efter fødslen kan du bruge et insbind til at dæmpe smerter og hævelse. Man kan lave et isbind ved at gøre et almindeligt hygiejnebind helt vådt og lægge det i en lille frysepose i fryseren i et døgn. Svøb derefter isbindet ind i et stykke stof fx en strømpe) og læg den på mellemkødet i 15 min med et par timers mellemrum.
Hygiejne
Du skal holde såret rent ved at skylle dig med lunkent vand, hver gang du er på toilettet. De første dage kan det være skånsomt at duppe dig tør med et stykke stof i stedet for toiletpapir.
Du bør ikke skrubbe eller vaske for ihærdigt omkring syningen, når du er i bad. Som regel er det tilstrækkeligt at håndbruse området rent.
Amning
Du skal undgå at sidde i længere tid den første uge efter fødslen. Derfor er det en god idé at amme liggende på siden. Personalet på barselsgangen kan vise dig gode stillinger til amning og hjælpe med, at du og dit barn får en god start.
Smertestillende medicin skader ikke barnet via modermælken.
Gode råd om afføring den første tid efter fødslen
Det er normalt at maven går i stå i forbindelse med en fødsel, og at afføringen derfor først kommer i gang efter et par dage. Du vil blive tilbudt et afføringsmiddel (magnesia), mens du er indlagt. Det er en god idé at forsætte med dette, efter du er kommet hjem, så afføringen holdes lind.
Giv dig god tid, når du skal på toilettet de første dage efter fødslen. Træk vejret dybt og roligt og slap af i maven, så du prøver at komme af med afføringen uden at presse for meget.
Du kan evt. holde en vaskeklud op mod mellemkødet, for at føle at du tør presse en smule.
Du kan forebygge hård mave ved at:
- Drikke omkring halvanden til to liter vand hver dag
- Spise fiberrigt såsom fuldkornsbrød, frugt, rosiner, svesker eller kiwi
- Fortsætte med det afføringsmiddel (magnesia) du fik på barselsgangen
Hvis du får tynd afføring, skal du skære ned på afføringsmidlet eller helt stoppe med at tage det. Når du har daglig lind afføring uden af presse, kan du som regel ophøre med at tage afføringsmiddel.
Luft i tarmen
Det er normalt at man ikke kan holde på tarmluft (prutter) de første uger efter en fødsel. Musklerne og nerverne bruger tid på at komme til at fungere normalt igen. Hvis du er utæt for luft fra tarmen, kan det hjælpe at genoptræne musklerne i bækkenbunden.
Vigtigt
I følgende situationer skal du kontakte din egen læge:
- Hvis du får feber
- Hvis såret hæver meget
- Hvis smerterne fra såret bliver kraftigere
- Hvis du tror såret er sprunget op
- Hvis du ikke kan holde på afføring
- Hvis du efter en måned stadig ikke kan holde på tarmluft
Hvis det opstår inden for den første uge efter fødslen kan du kontakte barselsklinikken på 7997 2350.
Bliver jeg normal igen?
Langt de fleste kvinder, der har fået en fødselsbristning, heler fint op igen efter fødslen.
Mange kvinder der har fået store rifter i mellemkødet under deres fødsel, er nervøse for, om deres underliv bliver normalt igen.
Vi anbefaler derfor at:
- Du tager imod tilbuddet, om at får efterset bristningen 2-3 døgn efter fødslen af en jordemoderen.
- Du kigger på såret sammen med en sygeplejerske eller jordemoder på sygehuset, inden I går hjem. Personalet kan også kontrollere, at du heler normalt.
- Du spørger din læge, fysioterapeut eller jordemoder om vejledning, hvis du er i tvivl.
Psykisk reaktion efter en fødsel
Midt i glæden over at være blevet mor, bliver en del kvinder både bekymrede og frustrerede over bristningen. Du kan tale med din sundhedsplejerske om både dit barn, dig selv og dine oplevelser af fødslen. Du kan også kontakte fødestedet eller din jordemoder og bede om en samtale om fødslen. Hvis du bliver meget ked af det og synes, at alt er håbløst, kan du have en fødselsreaktion, og bør søge hjælp.
Fysioterapi og gode råd om genoptræning
Du tilbydes vejledning ved en fysioterapeut under din indlæggelse på barselsgangen. De vejleder dig i, hvordan du bedst kan aflaste din bækkenbund de første uger efter fødslen. Din fysioterapeut kan også vise dig, hvordan du træner dine bækkenbundsmuksler. Træning af bækkenbunden halverer risikoen for at få problemer med at holde på luft og afføring.
Desuden har bækkenbunden været belastet af både graviditeten, af fødslen og af bristningen, som skal hele efter fødslen.
Knibeøvelser i de første uger efter fødslen
Du kan starte lige efter, du har født. Prøv forsigtigt hvor meget du kan knibe, men undgå at knibe så kraftigt, at det giver smerte. Du må knibe, så ofte du vil, og selvfølgelig hver gang, du har brug for at lukke din bækkenbund. Det vil sige, at du skal knibe for eksempel, når du løfter dit barn, og når du rejser dig op eller sætter dig ned.
Bækkenbundstræning efter fødslen
Hvis du synes, det er svært at komme i gang med at knibe, kan du følge det lille program herunder:
- Lig på ryggen eller på siden med bøjede ben. Knib sammen i bækkenbunden
- Mærk at du lukker endetarmsåbningen et kort øjeblik og giv langsomt slip
- Slap af i maven, bagdelen og lårene, mens du kniber
- Hold en pause på 5-10 sek. mellem hvert knib, så musklerne når at slappe af igen.
- Gentag knebene 5-10 gange.
- Hold efterhånden spændingen i 5-10 sek. Når du kan holde et knib uden smerte, kan du øge antallet og længden af knib.
- Gentag gerne flere gange dagligt
Knibeøvelser er godt for bækkenbunden hele livet
Du kan begynde at lave kraftigere og længere knib efter en måned. Undgå dog at knibe så kraftigt, at det medfører smerte. Husk at holde pauser mellem knebene. Du kan spørge din fysioterapeut om at få et træningsprogram, som passer til dig.
Sex efter fødslen
Det er forskelligt, hvornår nybagte forældrepar har lyst til at genoptage sexlivet igen. Hvis man har fået en stor bristning, skal man regne med, at ophelingen tager omkring en måned. Det anbefales derfor at vente med at genoptage sexlivet til 4 uger efter fødslen.
Ved bristninger i endetarmens lukkemuskel frarådes analt samleje de første to måneder efter fødslen.
Din lyst til sex kan være naturligt nedsat, så længe du ammer. Det skyldes forskydninger i din hormonbalance, og det medfører også ofte, at du føler dig tør i skeden.
I kan derfor bruge glidecreme eller mandelolie for at undgå smerter.
Hvis du har lyst til sex, men oplever ømhed inde i skeden, kan du også købe noget bedøvende gel på apoteket (Xylocain gel 2 %).
Både glidecreme, mandelolie og smertestillende gel kan købes på apoteket eller i Matas.
Manglende søvn og ændrede roller i parforholdet kan også påvirke lysten til sex efter fødslen.
Undersøgelse ved egen læge
Din praktiserende læge tilbyder et helbredstjek 8 uger efter fødslen. Her vil du blandt andet på undersøgt om livmoderen har trukket sig sammen, og om blødningen er stoppet efter fødslen.
Du kan tale med din læge, hvis du har langvarige smerter fra området ved syningen. Din læge kan henvise dig til en gynækolog, hvis du oplever problemer med smerter eller oplever problemer med at holde på urin, tarmluft eller afføring.
Efterkontrol
Du vil får tilbudt en tid til efterkontrol i gynækologisk ambulatorium 3-5 måneder efter fødslen. Du vil her få lavet en gynækologisk undersøgelse og spurgt, om du kan holde på luft og afføring.
|
Kontakt Kvindesygdomme og fødsler Kresten Philipsens Vej 15 6200 Aabenraa 79 97 21 00 |
|
pinfoSHS-40373546-127 136219 | 07.10.2026 |