Skip til primært indhold

Igangsættelse

Til patienter og pårørendeIgangsættelse af fødslen sker efter en lægelig vurdering. I vurderingen indgår fordele og ulemper ved at gribe ind i graviditetens naturlige forløb.

Beslutningen om igangsættelse bliver truffet på baggrund af en samtale mellem dig samt evt. din partner og en læge/jordemoder.

I samtalen informerer lægen om de muligheder, du har i din situation.

Hvorfor bliver en fødsel sat i gang?

De hyppigste begrundelser for at sætte fødslen i gang er:

  • Overbåren graviditet
  • Vandafgang uden veer
  • Sygdom hos den gravide
  • Manglende tilvækst hos barnet

Før igangsættelsen foretager en jordemoder eller læge en indvendig undersøgelse i vagina for at vurdere, hvordan igangsættelsen skal foregå.

Det kan også være af betydning, om du fx tidligere har haft vanskelige fødsler eller har fået kejsersnit.

Hvordan bliver en fødsel sat i gang?

Hindeløsning

Jordemoderen eller lægen kan forsøge at løsne fosterhinden ved en indvendig undersøgelse.

Herved er der mulighed for, at kroppens egne hormoner, som virker fremmende på fødslens begyndelse, kan frigives.

Hindeløsning foretages, hvis der er begrundelse for at igangsætte fødslen, og kan være en forberedelse til en medicinsk igangsættelse.

Der er ingen signifikant effekt af hindeløsning før uge 40. Livmoderhalsens modenheden har størst betydning for om hindeløsning har effekt.

Bedst effekt ses ved flergangsfødende.

Hindeløsning kan bevirke kraftige plukkeveer og let blødning fra vagina.

Illustration af umodne forhold før igangsættelse

Illustration af modne forhold før igangsættelse

På tegningen til venstre ses livmoderhalsen bevaret og livmodermunden lukket, dvs. den er 'umoden' til fødsel og skal igangsættes med tabletter eller ballonkateter.

På tegningen til højre ses livmoderhalsen udslettet, dvs. helt afkortet. Livmodermunden er begyndt at åbne sig, dvs. den er mere 'moden'. Der kan derfor igangsættes med hindesprængning, dvs. der prikkes hul til fostervandet.

Medicinsk igangsættelse med Angusta tabletter (Misoprostol)

Under graviditeten er livmoderhalsen næsten lukket. Modning af livmoderhalsen kan foregå ved hjælp af Angusta tabletter.

Har du haft en normal graviditet, og dit barn har det godt, kan en del af igangsættelsen foregå hjemme.

Angusta indeholder hormonet prostaglandin, der svarer til det hormon, som kroppen selv danner, når en fødsel går i gang.

Hormontabletterne sluges hele og tages med 2 timers mellemrum.

Nogle gravide reagerer kraftigere på Angusta og føder hurtigt. Andre har brug for en længere behandling, der kan strække sig over flere dage.

Det er ikke muligt på forhånd at afgøre, hvilken gruppe du tilhører. På afdelingen får du information om, hvornår du skal tage pillerne, og hvordan du skal forholde dig.

Almindelige bivirkninger til Angusta er mavesmerter, diarré, hovedpine og svimmelhed. Nogle kan få hududslæt eller lidt feber.

Der er en meget lille risiko for, at livmoderen reagerer kraftigt på igangsættelsespillerne med voldsomme eller hyppige veer, så livmoderen brister. Denne risiko er mindre end 1:10.000.

Har du ikke effekt efter 2 dage, vil igangsættelsen og det videre forløb blive drøftet med afdelingens læger. Typisk vil der blive oplagt et ballonkateter.

Angusta er en effektiv igangsættelsesmetode. Hvis du tidligere har født ved kejsersnit, kan ballonkateter være et hensigtsmæssigt alternativ til Angusta.

Ballonkateter

Modning af livmoderhalsen kan ske ved, at lægen lægger et kateter op i livmoderhalsen. Oplægning af kateteret foregår som under en gynækologisk undersøgelse.

Kateteret fyldes med lidt saltvand og bevirker en mekanisk udvidelse og modning af livmoderhalsen. Samtidig kan kroppens egne hormoner, som virker fremmende på fødslens begyndelse, frigives.

Hindesprængning - der prikkes hul på fosterhinderne

Når livmoderhalsen er afkortet (gerne helt eller næsten væk), og livmodermunden har åbnet sig 2-3 cm, kan jordemoderen eller lægen prikke hul på fosterhinderne, så fostervandet siver ud.

Det kan være ubehageligt, men er ikke forbundet med smerte, hverken for dig eller barnet. Vandafgang er et led i den naturlige fødselsproces og ofte vil veerne sætte i gang i løbet af et par timer efter vandafgang.

Vestimulerende drop

Når jordemoderen eller lægen har prikket hul på fosterhinderne, eller fostervandet er begyndt at løbe af sig selv, kan du efter et par timer få opsat et vestimulerende drop, hvis du ikke får veer af dig selv.

Droppet øges gradvist i styrke, indtil din livmoder danner veer af nødvendig styrke og hyppighed, så livmodermunden åbner sig.

Det vestimulerende drop beholder du ca. en time efter fødslen er overstået, hvor også moderkagen er født, og jordemoderen har konstateret, at livmoderen har trukket sig sammen.

Overvågning

Det er nødvendigt med en teknisk overvågning af barnets hjertelyd og dine veer, når fødslen bliver sat i gang. Når du får fødselsveer, overvåger vi fødslen med CTG.

Fakta

CTG er forkortelse for Cardio-Toco-Grafi. Det er en udvendig overvågning af barnets hjertelyd og veaktiviteten med 2 bælter om maven. CTG kan kobles til og fra ved behov.

Afhængig af årsagen til igangsættelse og dit evt. tidligere fødselsforløb, kan du tage hjem, mens I venter på, at igangsættelsen virker. Hvis ikke, forbliver du/I på fødegangen under igangsættelsen.

Ulemper ved igangsættelse

Mange føler, at igangsættelsen tager lang tid. Hav tålmodighed og medbring underholdning.

  • Den nødvendige overvågning kan føles hæmmende for fysisk bevægelse.
  • Nogle få (1-5%) får for mange veer og skal have behandling herfor.
  • Igangsættelse af fødslen medfører øget risiko for fx sugekop og akut kejsersnit.
  • Undersøgelser viser, at igangsættelse øger behovet for smertelindring i fødselsforløbet.

Varigheden af igangsættelse

Det er individuelt, hvor lang tid igangsættelsen tager.

Modning af livmoderhalsen kan vare flere dage. Det afhænger meget af, hvor langt du er i graviditeten og om du tidligere har født.

Når du har fået prikket hul på fosterhinderne for at sætte fødslen i gang, er sandsynligheden for, at du får fødselsveer, større - ellers supplerer vi igangsættelsen med et vestimulerende drop.

Enkelte gange lykkes det ikke at få fødslen i gang inden for det ønskede tidsrum. I denne situation foretager lægen en ny vurdering af dit forløb sammen med dig. Afhængig af årsagen til igangsættelsen holder du en pause - eller får foretaget et kejsersnit.

Tidspunktet for igangsættelse udskydes

Vi igangsætter fortrinsvis fødslen på hverdage. Beslutningen om igangsættelse drøftes på lægekonference, som afholdes hver morgen.

Du bliver ved personlig kontakt informeret om beslutningen, og om hvornår du/I skal møde på fødegangen. Er der meget travlt på fødegangen, kan det ske, at vi udskyder tidspunktet for, hvornår din fødsel sættes i gang.

Det gør vi af hensyn til dig og barnet for at sikre, at du får den bedste pleje og den nødvendige overvågning under forløbet.

Kontakt

Fødsler

Kresten Philipsens Vej 15

6200 Aabenraa

79 97 22 00


pinfoSHS-40373546-194 104432   |   03.07.2026

APPFWU02V