Skip til primært indhold

K-vitamin

Til patienter og pårørende

Hvad er K-vitamin?

K-vitamin har fået sit K fra koagulation, som betyder størkning af blodet. Mangel på K-vitamin fører til øget blødningstendens.

Spædbørn - hvad skal man især være opmærksom på?

Spædbørn kan komme i K-vitaminmangel, fordi modermælk indeholder for små mængder K-vitamin.

Desuden er der brug for tarmbakterier til at danne K-vitamin, og et nyfødt barns bakterieflora er ikke så veludviklet, at den kan producere nok K-vitamin.

Hvorfor?

Nyfødte har en øget blødningsrisiko som følge af den medfødte K-vitaminmangel. Herudover kan visse sygdomme hos barnet eller moderen og bestemte typer medicin, indtaget af moderen under graviditeten, også have betydning for barnets blødningsrisiko.

Der findes 3 typer af blødningssygdomme betinget af K-vitaminmangel hos nyfødte:

  • En tidlig med debut inden for de første 24 timer, oftest hos børn af mødre, der har taget medicin, som påvirker K-vitaminmetabolismen.
  • En klassisk med debut, når barnet er 2-7 dage. Sygdommen manifesterer sig især som tarmblødning eller blødning fra navlestedet.
  • En sen med debut efter den første uge og hyppigst i form af blødninger i hjernen. Den sene form ses næsten kun hos ammede børn og især børn med malabsorption eller kronisk sygdom i lever eller galdeveje.

Ved den tidlige og klassiske debut, hvor barnet ikke har fået K-vitamin som indsprøjtning ved fødslen, vil mellem 1/60 - 1/250 børn rammes af tarmblødning eller blødninger fra navlestedet.

Ved den sene debut, hvor barnet ikke har fået K-vitamin som indsprøjtning efter fødslen, vil mellem 1/14.000 - 1/25.000 rammes af blødninger i hjernen.

Sundhedsstyrelsens anbefalinger

Det anbefales, at barnet får 1 mg phytomenadion (K-vitamin) intramuskulært inden for de første par timer efter fødslen. Det gives som en indsprøjtning i låret, og gives som engangsdosis, dvs. at der er ikke behov for yderligere K-vitamin tilskud.

Det er veldokumenteret, at den mest effektive metode til at hindre blødning som følge af K-vitamin mangel hos spædbørn, er at give 1 mg K-vitamin som indsprøjtning kort efter fødslen.

Hvis forældrene ikke ønsker, at den nyfødte skal have K-vitamin indsprøjtning

Peroral profylakse (dråber i munden) til det nyfødte barn er ikke så sikker som indsprøjtning. Det er nødvendigt med hyppige perorale doseringer gennem flere uger for at opnå den forebyggende effekt, hvilket kræver, at retningslinjerne følges nøje.

Kontakt

Fødsler

Kresten Philipsens Vej 15

6200 Aabenraa

79 97 22 00


pinfoSHS-40373546-30 181750   |   09.06.2026

APPFWU01V