Muskelskader i din bækkenbund
Til patienter og pårørendeInformation til dig der har født
Bristninger og fødselsskader
For førstegangsfødende brister 8 ud af 10 ved området omkring skeden eller mellemkødet.
De fleste bristninger er små, og giver sjældent problemer lang tid efter fødslen.
Bristninger i mellemkødet bliver inddelt i 4 forskellige grader, fra grad 1 til grad 4.
- En bristning grad 1 er en overfladisk rift i skeden eller i huden ved mellemkødet eller kønslæberne. Ingen muskler er involveret i bristningen.
- En bristning grad 2 involverer de overfladiske muskler. Musklerne ligger omkring skeden og tværs over mellemkødet.
- En bristning grad 3 er en rift ned til ringmusklen ved endetarmen. Ringmusklen kan være bristet
delvist eller helt, og vil altid blive syet af en erfaren fødselslæge.
- En bristning grad 4 er sjælden og involverer ringmusklen ved endetarmen og endetarmens slimhinde.
Denne type bristning vil altid blive syet af en erfaren fødselslæge på operationsgangen.
Opheling af bristninger og fødselsskader
Fødselsbristninger syes altid med en selvopløselig tråd, så stingene ikke skal fjernes efterfølgende. Stingene opløser sig selv indenfor få uger til måneder efter fødslen.
Det er normalt at føle tyngde, hævelse og ømhed i underlivet i de første uger efter fødslen. Det er også normalt, at helingsprocessen medfører kløe ved arret.
Hvis du forsat oplever stærke smerter i syningen efter en uge, bør bristningen vurderes af en læge eller jordemoder.
Fødselsklip
Et fødselsklip lægges i mellemkødet skråt ud til siden. Dette gøres for at skabe mere plads i forbindelse med barnets fødsel. Fødselsklippet svarer til en bristning grad 2, da den involverer de overfladiske muskler i mellemkødet.
Et fødselsklip er længere tid om at hele i forhold til spontane bristninger, men heler generelt uden mén.
Det kan også gøre mere ondt efter et fødselsklip, fordi der nogle gange opstår blå mærker og hævelse omkring fødselsklippet i dagene efter fødslen.
Illustration af bækkenbunden
Genoptræning af bækkenbunden
Bækkenbunden er generelt svækket efter enhver graviditet og fødsel.
Er man også bristet i mellemkødet, har man ligeledes fået en muskelskade i bækkenbunden.
Det er derfor yderst vigtigt at træne sin bækkenbund op igen.
Mange kvinder føler sig mere "åbne" ved skedens indgang efter en fødsel. Træning af bækkenbundens muskler kan styrke musklerne og hjælpe til, at der genvindes samme spændstighed i bækkenbunden som før fødslen.
Du må, så snart du kan, starte med at lave lette knibeøvelser. Dette øger blodcirkulationen i området, mindsker hævelse og fremmer ophelingen.
Efterhånden som du får gang i bækkenbundstræningen, og du kan mærke at bækkenbunden bliver stærk igen, må du belaste den mere og mere.
Du kan læse meget mere om genoptræning på www.kvindekrop.dk
Seksuelt samliv
Efter 4-5 uger er din muskelskade helet op i din bækkenbund. Herefter kan seksuelt samvær genoptages.
Du kan godt opleve ømhed i skedeåbningen eller længere inde i skeden, og det kan være en god ide at anvende glidecreme og evt. bedøvende gel i starten. Det bedøvende gel (Xylocain gel 2%) fås i håndkøb.
Smertestillende medicin
En syning i bækkenbunden kan stramme og være ubehagelig i starten, når du sidder og går. Ved behov kan du tages smertestillende: Tablet Pinex 1 gram x 4 dagligt.
Derudover kan du supplere med: Tablet Ibumetin 400mg x 3 dagligt. Medicinen virker både smertestillende og afhjælper evt. hævelse af syningen.
Smertedæmpende ispakning
For at afhjælpe hævelse og ømhed af bristningen i de første dage efter fødslen kan der lægges ispakning/isbind på. Isbindet må max. bruges 15 minutter ad gangen.
Hygiejne
Det er vigtigt med en god hygiejne, for at undgå infektion i bristningen. De første 2-3 uger efter fødslen, anbefaler vi, at du skyller med lunkent vand efter hvert toiletbesøg.
Brug evt. engangsvaskeklude eller håndbruser til at skylle med.
Hvis du oplever feber, rødme, hævelse, eller ændring i smerterne omkring syningen, skal du kontakte barselsklinikken eller egen læge.
Hold maven i gang
Det er vigtigt, at du ikke får hård afføring. Sørg derfor for at drikke rigeligt med væske, omkring 2-3 liter dagligt, og spise fiberrigt. Tag evt. tablet Magnesia 1 gram ved behov.
Du skal kunne holde på afføring efter du har født. Oplever du problemer med dette, bør du tage kontakt til barselsklinikken eller egen læge.
Det kan være sværere at holde på luft, og du kan opleve ufrivillig luftafgang de første 14 dage efter fødslen. Hvis dette fortsætter, tages kontakt til egen læge.
Kan jeg blive syet om, hvis riften heler dårligt?
Du vil 2-3 døgn efter fødslen få kontrolleret bristningen og bækkenbundens muskler ved en jordemoder.
Her vil du blive spurgt, om du kan holde normalt på urin og afføring.
Såfremt musklerne i bækkenbunden ikke er syet tilfredsstillende sammen, eller hvis syningen er gået op, vil du blive tilbudt en ny syning af bristningen, også kaldet resuturering.
Det vil være individuelt om bristningen syes med det samme, eller om du får en tid senere.
Resutureringen vil foregå med lokalbedøvelse, rygbedøvelse eller fuldbedøvelse afhængig af, hvor meget der skal syes. Der kan forekomme smerter 1-2 uger efter resutureringen.
Pas på dig selv
De første 3-4 uger efter fødslen skal din bristning have fred og ro til at hele. Du skal derfor aflaste din bækkenbund så meget som muligt.
Undgå tyngdefornemmelse og smerte i bækkenbundsområdet. Undgå at cykle, sidde i hug samt skrædderstilling de første 4 uger, da dette belaster din bækkenbund.
Opfølgning
Du skal til egen læge 8 uger efter fødslen. Her vil du få lavet en gynækologisk undersøgelse, hvor lægen tjekker, at din bristning er helet, og at du har god knibefunktion i dine muskler i bækkenbunden.
Har du fået syet en bristning grad 3 eller 4 får du desuden en indkaldelse til kontrol ved en fødselslæge ca. 3 måneder efter fødslen. Indkaldelsen sendes til din E-boks.
|
Kontakt Fødsler Kresten Philipsens Vej 15 6200 Aabenraa 79 97 22 00 |
|
pinfoSHS-40373546-34 180588 | 03.06.2026 |