Henvisning af nyfødt til Høreklinikken
Information til forældreneNår et nyfødt barn ikke består høretesten, kan det have flere årsager.
Vi tilbyder derfor at gentage testen inden for en uge, hvor vi tester ørets opbygning, og hvordan hørenerven i hjernen fungerer.
Hvis der ikke kan opnås en tilfredsstillende måling, sender vi en henvisning til Høreklinikken i Sønderborg til videre testforløb.
Det betyder ikke nødvendigvis, at barnet har hørenedsættelse. Der er nemlig kun 1-2 ud af 1000 børn, der fødes med hørenedsættelse.
Hvad kan du/I forvente?
Inden for 14 dage efter henvisningen er sendt, modtager du/I indkaldelse til en høreundersøgelse af barnet i Høreklinikken i Sønderborg.
Undersøgelsen/testen udføres i et lydtæt rum, og der vil også være samtale med en læge.
Besøget tager omkring 1 time.
Hvis der ikke her opnås en tilfredsstillende måling, gentages høretesten 14 dage senere.
Hvis der fortsat ikke opnås en tilfredsstillende måling af barnets hørelse, vil barnet blive henvist til Odense Universitetshospital.
Forberedelse til høreundersøgelsen
Undersøgelsen er nemmest at udføre, hvis barnet sover.
Derfor er det en god idé at:
- Sørge for, at barnet er skiftet
- Give barnet mad kort før undersøgelsen
Ved arvelig disponering
Hvis barnets forældre, bedsteforældre eller søskende har medfødt høretab, vil barnet være arvelig disponeret.
Det betyder, at barnet - uanset udfaldet af høretesten inden for den første uge efter fødslen - vil blive henvist til Høreklinikken i Sønderborg.
Inden for en uge efter henvisningen er sendt, vil du/I modtage nyt fra Høreklinikken om, hvad du/I kan forvente.
|
Kontakt Fødsler Kresten Philipsens Vej 15 6200 Aabenraa 79 97 22 00 |
|
pinfoSHS-40373546-58 167070 | 01.06.2026 |