Fysioterapeut
Fysioterapeuten Birgit er blevet oplært i nogle af de opgaver, som lægerne normalt varetager. Det er med til at give hende arbejdsglæde.
Birgit Wind Koch er mest stolt af sit arbejde, når hun, to dage om ugen, tager imod patienter med skulder- og albueskader i skulderambulatoriet på sygehuset i Sønderborg. Hun er nemlig blevet undervist af afdelingens læger i at varetage nogle af de opgaver, som traditionelt har været lægernes, nemlig ultralydscanninger og anlæggelse af blokader.
Ud over afvekslingen i at have forskellige arbejdsopgaver, giver ambulatoriedagene også Birgit både faglige og personlige udfordringer, som hun er rigtig glad for. Hun arbejder nemlig ikke kun med skuldre og albuer – hun arbejder med hele mennesker med krop og sjæl og alverdens forskellige baggrunde, som skal tages i betragtning i de behandlingsplaner, som Birgit lægger for dem. Og ligesom læger konfererer med hinanden, har Birgit også et tæt samarbejde med afdelingens læger. Det giver en høj kvalitet i den behandling, som patienterne får, ligesom samarbejdet på tværs af faggrænser gør det sjovere at gå på arbejde.
”Operation er altid den sidste udvej”, fortæller Birgit. Fordi hun er fysioterapeut og kender kroppens muskler som sin egen baglomme, har hun et andet udgangspunkt end lægerne, når hun laver undersøgelser, og det betyder ofte, at hun kan spare patienter for operation og de eftervirkninger, som operationer giver.