Patologerne
I afdelingen Patologi er der ansat både læger og bioanalytikere. Deres arbejde er at udføre et grundigt detektivarbejde, som skal hjælpe lægerne med at stille diagnoser, så patienterne kan komme i den rigtige behandling.
Hver dag udfører Gitte Hedegaard Jensen, Pernille Henriksen og deres 37 kolleger et møjsommeligt arbejde, når de diagnosticerer de sønderjyske patienter.
Det er et arbejde, som kræver præcision, koncentration og i mange tilfælde kræver det også lang tid at nå frem til de rigtige resultater, fordi de tests som vævs- og celleprøverne skal gennemgå, simpelthen er tidskrævende.
”Jeg kan rigtig godt lide, at vores speciale er så forskelligartet og så vigtigt,” fortæller Gitte. ”Operationer, re-operationer og anden behandling af cancer sker ofte på baggrund af patologiske svar, og vores speciale dækker alle organsystemerne i menneskekroppen. Vi har hele tiden patienten i tankerne, når vi udfører det detektivarbejde, det er at stille en diagnose. Vores arbejde skal gå hurtigt, men det skal også være nøjagtigt. Det gælder liv og død for vores patienter, når vi for eksempel skal finde frem til, hvilken form for cancer en patient har, eller om kirurgen har fået det hele med under operationen.”
For både Pernille og Gitte ligger arbejdsglæden og stoltheden i den store forskel, de er med til at gøre for patienterne, men også i den høje faglighed.
Pernille forklarer det sådan her: ”Vi udfører et håndværk, hvor præcision og sans for kvalitet og detaljen er i højsæde, og arbejdet er meget meningsfyldt og livsbekræftende.”
Gitte Hedegaard Jensen er 1. reservelæge i patologi og Pernille Henriksen er bioanalytiker – begge er ansatte i afdelingen Patologi på Sygehus Sønderjylland. Her analyseres alle vævsprøver, som tages på Sygehus Sønderjylland og hos de praktiserende læger i Sønderjylland, ligesom alt det væv, som sygehusets kirurger fjerner under operation, undersøges her. Diagnosticeringsarbejdet foregår i tæt samarbejde med blandt andet kirurgerne og onkologerne, som har den tættere kontakt til patienterne.