Terminale patienter har glæde af videosamtale
Team for Lindrende Behandling på Sygehus Sønderjylland i Sønderborg er glade for at benytte SMS til video. På den måde tilbyder de en nem løsning for patienten, der kan blive hjemme i vante omgivelser, mens sygeplejerskerne alligevel ser dem.
Småsnakken går stille og roligt. Sygeplejerske Caroline Nielsen sidder ved en computerskærm på et kontor på Sygehus Sønderjylland i Sønderborg.
- Jeg kan se, at du ser noget bleg ud, siger hun til patienten på skærmen.
På skærmen er der et videovindue åbent, i det sidder en af de patienter, som Caroline Nielsen og hendes kollegaer jævnligt taler med via SMS til video.
Caroline Nielsen og hendes nærmeste kollega Nanna Sophie Eriksen arbejder til dagligt i det Team for Lindrende Behandling på Sygehus Sønderjylland. De arbejder med terminale patienter og har siden maj i år arbejdet intenst med SMS til video.
- Det er et virkelig godt redskab for os i mange situationer. Det kan bl.a. hjælpe med at understøtte en beslutning ift. evt. indlæggelse af patienter. Jeg har oplevet, at kunne se en patient var meget bleg og der var grundlag for en indlæggelse. Det har man ikke på samme måde chance for at vurdere i en telefon, forklarer Caroline Nielsen.
Systemet betyder også, at sygeplejerskerne har bedre mulighed for at nå langt ud i dækningsområdet
- Der er jo temmelig langt til Rømø. Med SMS til video har vi mulighed for at se patienter helt ude i de yderste dele af vores dækningsområde uden at vi skal være på lande vejen i mere end en time. Det betyder også, at man i høj grad føler, at man har gjort et godt stykke arbejde. Vi bruger også værktøjet til at understøtte sygeplejersker i hjemmeplejen, uddyber Nanna Sophie Eriksen.
Let at bruge, også for de ældre
Nanna Sophie Eriksen og hendes kollega ”opdagede” systemet som et link på deres skrivebord. Og selvom de havde arbejdet med video som redskab på andre platforme, så var SMS til video det, der for alvor har fungeret for dem.
- Det er så let at bruge. Der er ikke en masse skridt at tage inden det virker. Vi spørger patienten om det er i orden at bruge SMS til video, forklarer dem, hvordan det fungerer og så sender vi SMS til patienten. De skal blot trykke på et enkelt link i den tilsendte SMS, og så fungerer det, siger Caroline Nielsen.
Den lette anvendelighed er vigtig. Dels fordi det er patienter som kan være meget svage, og det kan være en udfordring, at skulle tage en ny mulighed til sig.
- Vi har ikke oplevet nogen, der ikke kan bruge det. Det er simpelthen så nemt, forklarer Caroline.
Videokonsultationer i vækst
Som sådan er SMS til video ikke et enestående værktøj. Og brugen af video er heller ikke helt ny. Faktisk har muligheden for at benytte video i sundhedsvæsenet eksisteret i flere år. Man skal helt tilbage til 2012 for at finde den første brug af video. Dengang blev video udelukkende brugt når der var brug for tolkning.
I dag er video et udbredt værktøj, der både bruges i lægevagten, i almen praksis og på daglig basis flere steder på Sygehus Sønderjylland.
- Vi har gennem de seneste måneder set en stigning i brug af videokonsultationer dagligt på sygehuset, og der er ingen tvivl om hvor godt et værktøj det er for både vores patienter, deres pårørende og også medarbejdere, siger Lone Boysen Lauritzen, projektkonsulent på Sygehus Sønderjylland.
- På fire sengeafdelinger bruger man det ofte ved stuegang, så pårørende, der enten er forhindret eller som bor langt væk, også kan være med. Flere og flere afdelinger bruger videokonsultationer som erstatning for et fysisk fremmøde i ambulante kontrolforløb på SHS, både i børn og unge regi, i kronikerforløb og i akutte kontakter ambulant, uddyber Hanne Boes Markussen, projektkonsulent på Sygehus Sønderjylland.
Hanne Boes Markussen og Lone Boysen Lauritzen står for oplæringen af medarbejdere i den gode videosamtale.
For patienter kan en videokonsultation også betyde, at de kan klare konsultationen i arbejdstiden fordi de ikke behøver at transportere sig til sygehuset.
Løsning med SMS til video blev taget i brug under corona i 2020 og viste sig hurtigt at være et særdeles brugbart værktøj.
Yderligere information mulighederne for videosamtaler
Du kan hente mere information om videosamtaler på hjemmesiden for patienter og pårørende.