Kronprinsen indvier Sønderjyllands nye Akutsygehus
Kongehuset har netop offentliggjort, at Hans Kongelige Højhed Kronprinsen kommer og foretager den officielle indvielse af det nye sygehus i Aabenraa. Det sker den 20. februar.
Den 20. februar bliver en stor festdag på Sygehus Sønderjylland Aabenraa, for her bliver det færdige akutsygehus indviet. Det sker, når Hans Kongelige Højhed Kronprinsen kommer og klipper det røde bånd.
Ud over Kronprinsen kommer der 200 særligt indbudte gæster herunder regionsrådsformand Stephanie Lose og sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke.
- Jeg er utrolig stolt over, at så mange mennesker fra det officielle Danmark vælger at komme forbi for at fejre Sønderjyllands nye Akutsygehus, det er en stor ære for os, siger administrerende sygehusdirektør Peter Fosgrau.
Den officielle indvielse med deltagelse af Kronprinsen er et arrangement for indbudte gæster, men sideløbende med den formelle del, slår sygehuset dørene op til et storslået åbent hus arrangement, hvor alle er velkomne.
- Der er lagt et rigtig godt program for dagen, så alle kan få sig en festlig og lærerig dag, lover Peter Fosgrau.
Kom med bag facaden
Kronprinsen ankommer klokken 14 og tager afsted igen klokken 16. Ankomsten markerer samtidig startskuddet til det fire-timers åbent hus-arrangement, der slutter klokken 18.
- Jeg vil gerne opfordre til, at så mange som muligt kommer og vinker til Kronprinsen, som vil gå gennem vores sygehus både ved ankomst og ved afgang, og samtidig kan de kigget rundt på de mange forskellige stande, de kliniske afdelinger får sat op, siger Peter Fosgrau.
Der er arrangementer for både børn, voksne og barnlige sjæle. Der kommer hospitalsklovne, ambulancer, en lægehelikopter, hvis vejret tillader det, og den ikke skal på akutte opgaver. Mange afdelinger kommer også med forskellige stande, hvor man kan prøve at ultralydsskanne sig selv, prøve en gravid mave, få lagt en fed gipsarm eller noget helt andet.
Det er også muligt at komme ind i nogle af sygehusets backstageområder herunder laboratorier, centrallager, sengevaskeri og kapel. Sidst men ikke mindst åbner sygehuset også for de to øverste plan af den nye sengebygning, så man kan se, hvordan spritnye og moderne sengestuer ser ud, og samtidig teste udsigten mod Aabenraa by og fjord.
Dagens sluttes af med musikalsk underholdning
Dagen afsluttes af Rikke Thomsen, der kommer og giver nogle numre på synnejysk. Hun har for nyligt vundet Modersmåls-Prisen for sit seneste album, hvor hun synger om glæde, kærlighed, sorg og afsavn – følelser, der også er til stede på et sygehus hver eneste dag.
Fakta om Sønderjyllands nye Akutsygehus
- Akutsygehuset er bygget med baggrund i, at alt skal understøtte gode og sikre forløb for vores patienter. Derfor er der tænkt innovative løsninger i alle aspekter:
- Enestuer med eget toilet til alle patienter
- IT-arbejdsstationer på alle sengestuer gør, at patienterne fremover får mere tid sammen med blandt andet læger og sygeplejersker. Dokumentation og aftaler på patienternes vegne skal foretages mens fagpersonen er på stuen frem for at foregå bag lukkede døre på et kontor
- Laboratoriet sikrer prøvesvar på langt de fleste prøver inden for 1 time
- Ny intensivafdeling har alt nyt og topmoderne gear herunder døgnrytmelys
- Helt nyt og automatiseret logistikkoncept sørger for et effektivt flow af varer og medicin
- Sengevaskeren, der er en af de første i Danmark, sikrer høj hygiejne og et forbedret arbejdsmiljø for portørerne
- Nyt og udvidet kapel
- Sygehus Sønderjylland har et optageområde på ca. 227.000 borgere
- Der er 1.800 medarbejdere ansat på akutsygehuset i Aabenraa. Derudover har Sygehus Sønderjylland 1.140 ansatte i Sønderborg og 60 i Tønder. I alt tæller sygehuset 3.000 ansatte.
- Den samlede pris for nyt akutsygehus i Aabenraa: 1,25 mia. kr.
- Det eksisterende sygehus, som blev indviet af H.K.H. Dronning Ingrid den 7. april 1992, er blevet udvidet fra oprindeligt 25.600 kvadratmeter til knapt 80.000 kvadratmeter i to faser.
- Fase 1: Etablering af Fælles Akutmodtagelse og afdelinger for Børn & Unge, Kvindesygdomme og fødsler. Derudover etablering af en ny sterilcentral, køkken, restaurant, ankomstområde og varemodtagelse.
- Fase 2, der nu er færdig: Ny sengebygning indeholdende: Medicinske og ortopædkirurgiske senge og ambulatorier, Organkirurgiske senge og ambulatorier, Urinvejsklinik, Intensivafdeling samt Laboratorierne indenfor: Biokemi og Immunologi
- Fase 2 inkluderer desuden en ombygning af cirka 8.500 eksisterende kvadratmeter, som blandt andet skal huse Mikrobiologi og, Patologi.
- Derforuden indbefatter Fase 2 nye moderne lokaler og faciliteter til afdelingerne for hjertesygdomme samt hjerne- og nervesygdomme. Endeligt er der plads til nye kliniske kontor- og mødefaciliteter, ny helikopterlandingsplads, kapel samt automatiseret et centrallager.
- Antal sengepladser: 271
- Antal indlæggelser om året: 36.000
- Antal ambulante besøg om året: ca. 210.000