Bente og Peter blev gift, mens hun var indlagt

Der er pyntet op med hjerter rundt om døren ind til en stue på kirurgisk afsnit. Inde på stuen har et stålrullebord fået dækket den blanke overflade med to hvide stykker stof. Oven på den hjemmegjorte dug står fade med kage, der er højstilkede plastikglas og i en kurv hviler en flaske champagne. Den usædvanlige opdækning skyldes Bente Brooksby, som er indlagt på kirurgisk afsnit.

- Jeg har været indlagt siden i går. Det er ikke første gang, at jeg er indlagt. Jeg har igennem et stykke tid været syg med kræft. Men i går fik jeg en rigtig dårlig besked. Ja, så gik det hele lidt stærkt, fortæller hun.
Bente Brooksby taler sagte. Hendes stemme er spinkel og mærket af de seneste døgns udvikling. For beskeden i går var en af den slags beskeder, vi aldrig ønsker at få. Bente Brooksby har kræft i bugspytkirtlen, som ikke kan opereres.

Med den nedslående diagnose var der særligt én ting, som Bente Brooksby ville skynde sig at få gjort. For selvom hun har været sammen med sin kæreste i snart tyve år, har hun aldrig fået papir på ham.

- Det kan godt være, at jeg er 67 år, men jeg manglede altså at blive gift med min samlever, Peter. Da jeg blev konstateret syg, blev vi enige om, at nu skulle det være. Så vi kontaktede en lokalpolitiker, som vi kender. Han ville gerne hjælpe og onsdag blev vi gift på rådhuset, fortæller Bente.

Dermed er vi tilbage ved pynten rundt om døren, fadene med kager, glassene og flasken på det nødtørftigt dækkede hospitalsrullebord.

- Da vi kom tilbage til sygehuset om aftenen, måtte jeg spørge Peter, hvilken stue jeg lå på,for der var jo pyntet op om døren, så jeg ikke kunne kende den. Jeg blev rørt, så tårerne trillede igen. Personalet har simpelthen taget så fint vare på mig, på os i denne her situation. Selvom jeg kan høre deres telefoner bippe, har de taget tiden til os. De gjorde alt for at jeg kunne få det bare nogenlunde i går, fortæller Bente Brooksby.

Omsorgen skal der være plads til

Pynten og det rullende kagebord er alt sammen kommet i stand med særligt en persons mellemkomst.

- Jeg synes, det er vigtigt, at vi udviser den medmenneskelighed. Alle mennesker der befinder sig i en skrøbelig situation, skal mærke omsorg. Det er det mindste, vi kan gøre, siger Kirsten Schøwing, som er social og sundhedsassistent på kirurgisk afsnit.

Kirsten Schøwing har været ansat på Sygehus Sønderjylland i snart 50 år. På afdelingen beskriver de hende som en institution i institutionen. En omsorgskraft, der med sin utrættelige energi er med til at give patienterne et lyspunkt.

- Jeg er sikker på, at det gør godt. I al den sorg og smerte er det vigtigt med et lyspunkt. Patienter heler hurtigere og kommer hurtigere ud fra sygehuset, hvis de også får små lyspunkter af glæde. Og det giver jo også mig en vis tilfredsstillelse, når jeg kan se, at vi gør en forskel for patienterne, siger Kirsten Schøwing.

Hjem igen

Bente Brooksby har været i narkose til endnu en undersøgelse. Stemmen er lidt ru.

- Udsigten for mig nu er livsforlængende kemobehandling. Jeg har været i kemobehandling i forbindelse med lungekræft, men den behandling jeg skal have nu er hårdere, så inden jeg tager stilling til det, vil jeg gerne hjem og komme lidt til hægterne, fortæller Bente Brooksby.
Det afgørende for, om hun kan komme i kemobehandling, er dels blodprøver og dels hendes egen fornemmelse.

- Hvis jeg skulle tage stilling til det nu, ville jeg sige nej tak. Jeg kan ikke overkomme mere kvalme og utilpashed lige nu. Men indgrebet i dag vil forhåbentlig hjælpe på min utilpashed. Så jeg tror på, at jeg kan komme mere på benene igen.

Selvom Bente Brooksby gerne vil hjem, er hun glad for roen omkring udskrivelsen.

- Der har ikke én gang været nogen på afdelingen, der har behandlet mig som en ekspeditionssag, der hurtigst muligt skulle hjem. Tværtimod er jeg blevet tilbudt at blive, til jeg er klar. De blev nærmest glade, da jeg bad om at blive en nat mere. Jeg er blevet set som person med mine følelser og med min angst og ikke et nummer i rækken, slutter Bente Brooksby.