Skip til primært indhold

Som de første i landet deltager personale fra Sygehus Sønderjylland i et nyt forskningsprojekt om arbejdsmiljø

Forsker Marie Aarrebo Jensen fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø besøger i disse dage Sygehus Sønderjylland i Aabenraa. Hun er netop gået i gang med et forskningsprojekt, som skal gøre os alle klogere på, hvilken betydning natarbejde har på risikoen for at udvikle sygdom.

Marie Aarrebo og hendes team skal over det næste år samle data ind fra hele landet. De skal bruge 1000 regionsansatte kvinder med enten natarbejde, dagarbejde eller roterende vagter, som vil deltage i projektet. Kvinderne danner så grundlag for den videre forskning, som vil skabe ny viden, der kan bruges til at forbedre forholdene for personer, der arbejder om natten.

Projektet er lige gået i gang, og derfor er Sygehus Sønderjylland de første, som forskeren fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø besøger.

- Det er så dejligt at være i gang. Det er gået rigtig godt med de første her og vi nyder, at vi nu endelig er kommet ud og møde vores deltagere, siger forsker Marie Aarrebo Jensen.

På sygehuset i Aabenraa er de første til at gennemgå undersøgelse og samtale sygeplejersker fra FAM (Fælles Akutmodtagelse), en afdeling hvor vagterne spænder over hele døgnet. Chefsygeplejerske på FAM Helle Overgaard er glad for, at så mange fra hendes afdeling vil bidrage til forskningen.

-   Det er rigtig godt, at vi deltager. Det kan gøre os klogere på, hvordan vi kan forebygge sygdom hos vores personale, siger hun.

Én af dem som har meldt sig til at være med, og som i dag stillede op for at udfylde et baggrundsspørgeskema, få målt højde, vægt og blodtryk og få taget en blodprøve, er sygeplejerske Lisette Juul Krüger. Hun arbejder i roterende vagter på FAM med en del nattevagter.  

Lisette er glad for, at arbejde om natten og i skiftende vagter, for det passer godt ind i hendes familieliv.

-  Men selvom jeg er glad for nattevagterne lige nu, er der jo ingen der ved, om jeg på sigt så er i større risiko for at blive syg. Derfor vil jeg gerne bidrage til det her forskningsprojekt, siger Lisette Juul Krüger.

Lisette har både fået en temperaturmåler og en aktivitetsmåler på og skal også svare på en masse spørgsmål, som hun dagligt får tilsendt. Derudover skal hun også registrere sin søvn i 14 dage.

Selvom det kommer til at kræve en del tid, så er det dét hele værd, mener Lisette Juul Krüger

-  Det kan godt være at jeg sagtens kan klare, at arbejde i skiftende vagter lige nu, men jeg vil da gerne vide, om jeg er i risiko for at udvikle fx demens eller kræft om 25 år, fordi jeg arbejder om natten, siger hun.  

Forskning tager tid og derfor vil der også gå nogle år inden resultatet foreligger hos Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

-  Det kunne da være sjovt, at der allerede var et resultat om to måneder, men vi må vente. Hvis jeg ikke selv får gavn af resultatet, så vil de næste generationer af sygeplejersker få det, konstaterer Lisette Juul Krüger.

 

Der skal bruges mange data til forskningen. her får Lisette taget en blodprøve.
Sygeplejerske Lisette Juul Krüger får taget sit blodtryk. Disse data skal bruges til forskning.

Kontakt

Dorte Callesen

Presseansvarlig

Kommunikation


23 99 33 41
APPFWU01V