Travlhed på søvnambulatoriet i Sønderborg
Gennem de senere år har man på søvnambulatoriet i Sønderborg fået mere og mere travlt med at behandle søvnapnø patienter fra hele landet.
Dorthe Rasmusen fra Årøsund er patient hos os på Sygehus Sønderjylland i Sønderborg. Det blev hun i foråret 2022.
I mange år har Dorthe nemlig lidt af voldsom hovedpine og træthed, uden at nogen kendte årsagen. I 2017 var hun blevet så dårlig, at hun ikke mere kunne passe sit job. Det kan hun igen nu. Det skete kort tid efter, at hun kom i behandling på søvnambulatoriet på Sygehus Sønderjylland.
Det viste sig nemlig, at alle Dorthes gener var forbundet til hendes nattesøvn - eller mangel på samme. Dorthe Rasmussen lider nemlig af søvnapnø. Det betyder, at hun op mod 100 gange hver nat, stopper med at trække vejret. Det gør, at man aldrig får en ordentlig søvn og det kan kroppen ikke holde til.
Nu er Dorthe Rasmussen tilknyttet søvnambulatoriet på Sygehuset i Sønderborg. For sygdommen kan sagtens behandles.
Det sker, ved at man sover med en maske på. Masken slutter tæt om enten næse eller mund og maskinen, som masken er koblet til, udvider så svælget ved hjælp af overtryk med almindelig luft, og så holdes luftvejen åben. Der findes forskellige masker - alt efter hvad man synes er behageligt at have på. Både Dorthe Rasmussens mand og deres to børn lider også af søvnapnø, så sove-masker er ikke et ukendt fænomen hjemme hos dem.
Cheflæge, Øre-næse-halskirurgi, Jens Pilgaard Jacobsen fortæller, at de seneste år har man på søvnambulatoriet i Sønderborg fået mere og mere travlt med patienter ligesom Dorthe Rasmussen og hendes familie. Lige nu har søvnambulatoriet omkring 6000 patienter fra hele landet i behandling på ambulatoriet i Sønderborg.
Typiske symptomer på søvnapnø er, at man er træt om dagen, vågner mange gange om natten, sover uroligt og sveder, snorker voldsomt, lider af hukommelsesbesvær og har nedsat sexlyst. Måske har man også forhøjet blodtryk, sukkersyge og hjerteproblemer.
Ubehandlet søvnapnø kan føre til både nedsat livskvalitet, blodpropper og hjerneblødninger, fordi kroppen ikke får den mængde ilt og dyb søvn, som den har brug for. Det kræver en henvisning fra egen læge eller en øre-næse-hals læge, at komme på søvnambulatoriet i Sønderborg.