Skip til primært indhold

Som de eneste i landet sparer Sygehus Sønderjylland tid og ressourcer ved kontrol efter medicinsk abort

Sygehus Sønderjylland bruger en metode til kontrol efter medicinske aborter, som har vist sig at være effektiv og ressource besparende for både patienter og personale. Alligevel er vi de eneste i landet, som bruger den metode.

Når en patient på Sygehus Sønderjylland skal have foretaget en medicinsk abort før uge 10, så foregår det på en anden måde end i resten af landet.

Forskellen ligger i, at man som patient i det sønderjyske kun skal møde op på sygehuset én gang og det er for at få udleveret den pille, som vil fremprovokere aborten. 

Alle andre steder i landet skal man, efter en uge, til kontrol hos egen læge eller på sygehuset, for at sikre sig at aborten er gennemført.

Hvis graviditetshormonet (hcg) efter den uge ikke er halveret, så skal man ind igen og have en ny scanning, som kan betyde endnu en blodprøve

På Sygehus Sønderjylland beder man patienten om at købe - og foretage en helt almindelig urin graviditetstest hjemme hos sig selv, fire uger efter at man har fået foretaget den medicinske abort.

Fordel for både sygehus og patient. 

Når Sygehus Sønderjylland vælger at bruge denne metode som kontrol efter medicinske aborter, er det dels for spare tid og ressourcer for sygehuset, men også for at give patienten fordele.

Patienten undgår med denne metode, endnu et møde med sygehuset, de skal ikke tage en fridag fra arbejde og de skal ikke tænke på transport til sygehuset eller egen læge. Endelig kan der også være noget psykisk belastende i at komme i kontakt med sygehuset.

At få en abort er nemlig både fysisk og psykisk hårdt, fortæller overlæge på afdelingen for kvindesygdomme og fødsler på Sygehus Sønderjylland, Ervin Kallfa.

 - Det er ikke sjovt at skulle igennem en abort, og det er vores erfaring, at kvinderne gerne vil have så lidt kontakt med sygehuset som muligt, siger han.

Eneste i Danmark 

Sygehus Sønderjylland er lige nu de eneste i Danmark, som benytter sig af urinkontrol i stedet for blodkontrol efter medicinsk abort. På det sønderjyske sygehus har man masser af erfaring med metoden, da den har været brugt siden 2016.

Der findes både studier og publikationer fra Sygehus Sønderjylland, men også internationale studier på metoden, bl.a. britiske.

Annemette Lykkebo fra Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi siger til Politikkens Sundhedsmonitor, at metoden er en meget velkendt fremgangsmåde i blandt andet Sverige og i udgangspunktet lige så sikkert for patienten. Hun siger også, at det er en gængs og efterprøvet metode, som man sagtens kan implementere i Danmark. 

Indsæt nyt billede + indsæt kort beskrivelse af, hvad man ser på billedet ...

Metoden skal udbredes 

Der udføres 15.000 provokerede aborter hvert år i Danmark, hvoraf de fleste er medicinske.

 - I den sammenhæng er der jo meget økonomi og ikke mindst tid, som vi kan spare og bruge på andre patienter,« siger overlæge Ervin Kallfa.

Britta Møller-Frederiksen er cheflæge på afdelingen for kvindesygdomme og fødsler på Sygehus Sønderjylland. Hun har, både i funktion af sin plads som cheflæge i specialerådet og som bestyrelsesmedlem i Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi forsøgt at udbrede metoden. 

 - Vores mission er ikke nødvendigvis, at alle skal gøre som os. Men vi står med store udfordringer i sundhedsvæsenet, og vi skal alle sammen finde ud af, hvordan vi kan gøre tingene billigere, men samtidig lige så godt, siger cheflæge Britta Møller-Frederiksen.

Overlæge Ervin Kallfa vil nu, sammen med en gruppe læger fra sygehuse i hhv. Esbjerg, Kolding og Odense, arbejde på at udvikle fælles retningslinjer for kontrol efter medicinske aborter.

Han håber, at hvis sygehusene i Region Syddanmark formår at samle sig om en fælles fremgangsmåde, så vil det være nemmere at udbrede praksissen til resten af landet.

Kontakt

Dorte Callesen

Presseansvarlig

Kommunikation


23 99 33 41
APPFWU01V