Skip til primært indhold

Lokale sygeplejersker laver ny stor national temadag i Sønderborg

To sygeplejersker fra kræftambulatoriet i Sønderborg fik en god idé og snart bliver idé til virkelighed, når en national temadag om kræftramtes sundhed for første gang løber af stablen i Sønderborg.

Mette Petersen og Joan Lassen er kolleger på kræftambulatoriet i Sønderborg. Her møder de hver dag patienter, som er ramt kræft. Når man får en hverdag med kræft, så melder der sig mange spørgsmål, og dem får de to sygeplejersker stillet hver dag.

Må jeg stadig ryge?  Er motion godt eller skidt for mig? Hvad skal jeg spise? Kan jeg spise noget, som hjælper mig? Hvorfor tager jeg på? Hvorfor taber jeg mig? Er alkohol forbudt?

De mange spørgsmål ledte til, at de to sygeplejersker måtte spørge sig selv: Ved vi egentlig nok om det her?

Ved vi fx nok om ernæring til kræftramte?  Vi ser, at patienter taber sig, når de er i behandling, men vi ser også at vores brystkræft-kvinder tager på i vægt. Har vi egentlig et tilbud til dem?

Hvad gør vi for vores patienter, når vi nu ved, at kræftpatienter lever længere og skal have et ordentligt liv med sygdommen?

-   Vi har den daglige kontakt med patienterne. De kommer her i ambulatoriet i lange forløb og de spørger os om, hvad de kan gøre. Patienterne forventer, at vi går ind i den dialog - men vi har ikke nødvendigvis den nyeste viden på området. Det vil vi gerne have, siger Mette Petersen.

Spørgsmålene er mange, og nu skal svarene findes.

Dialogen skal i gang 

De to sygeplejersker fik derfor idéen til at lave en temadag. Her ville de samle al den ekspertise, der er på området omkring kræftramtes sundhedsfremme og lave en dag, som i sidste ende skal give et fælles sprog og en fælles forståelse for, hvordan sundhedspersonale i regioner og kommuner kan rådgive og motivere kræftramte, til at fremme deres sundhed - nærmere bestemt inden for rygning, fysisk aktivitet, overvægt og alkohol.

-   Patienterne skal have gavn af al den forskning, der bliver lavet. Samtidig er håbet, at patienterne vil opleve en rød tråd fra region til kommune, siger Mette og Joan, som begge glæder sig til dagen. Det er jo skørt, at vi ikke deler viden med hinanden på tværs af landet – og mellem region og kommune.

Indsæt nyt billede + indsæt kort beskrivelse af, hvad man ser på billedet ...

Sygeplejerskerne Mette Petersen og Joan Lassen på ambulatoriet i Sønderborg, hvor de begge arbejder.

Den første af sin slags

Det bliver en dag, som formentlig ikke er set tidligere. En dag fyldt med spændende oplæg, som alle vil gøre deltagerne klogere, og som vil arbejde hen imod at skabe dialog. Skabe et fælles sprog om kræftramtes sundhedsfremme. Håbet er, at en arbejdsgruppe vil gribe bolden og arbejde videre med at styrke det tværsektorielle arbejde, der skal være omkring sundhedsfremme til kræftpatienter. 

 Inden for kræftområdet kan vi altid blive bedre til at tale om sundhedsfremme. Meningen er, at vi skal hen imod et fælles sprog – altså hvad er det, vi siger til vores patienter, når de spørger til rygning, fysisk aktivitet, overvægt og alkohol. Vi skal give patienterne den nyeste viden på område, siger sygeplejerske på Kræftambulatoriet i Sønderborg, Mette Petersen.

De to sygeplejersker har fået stor opbakning fra forskellige fronter undervejs, men selvom de har ”store spillere på banen” og har fået et netværk, så er det de to sygeplejersker, der - med stor hjælp fra Kræftens Bekæmpelse - har stået for at søge midler, arrangere, finde oplægsholdere, lave program osv.

-    Vi er stolte af, at nogen stoler på, at vi kan gøre det her, selvom vi ikke har erfaringen eller har prøvet sådan noget før. ja, vi er helt smigrede over, at nogen vil lade os bruge deres penge, fortæller Mette. Men det betyder jo også bare, at vi har fat i noget her, som er vigtigt, understreger hun.

Alle samles i Sønderborg

De to sygeplejersker tror på, at hvis der med temadagen kan skabes en større opmærksomhed hos dagens deltagere og dermed i sygehus- og kommunal regi, så vil der med tiden komme en endnu større bevidsthed inden for kræftramtes sundhed og det frø - det sår de to sygeplejersker nu med temadagen, som de har fået hevet til Sønderborg. 

Temadagen finder sted den 16. april fra klokken 11-17 på Hotel Alsik i Sønderborg, hvor oplægsholdere kommer fra hele landet. Der er hentet kræfter i bl.a. Kræftens bekæmpelse og Sundhedsstyrelsen, og ekspertisen kommer fra bl.a. professorer, speciallæger, projektlæger og forskere.

Der er plads til 110 deltagere på dagen.

-   Vi ved slet ikke, hvad vi kan forvente af dagen. Vi har jo aldrig prøvet det her før. Vi er jo ”bare” to helt almindelige sygeplejersker, som har fået en idé, siger de to sygeplejersker og smiler.



Kontakt

Dorte Callesen

Presseansvarlig

Kommunikation


23 99 33 41
APPFWU02V