Ny chefsygeplejerske tror på fællesskaberne
38-årige Rasmus Jørgensen er ny chefsygeplejerske i Øre- Næse- Halskirurgi på Sygehus Sønderjylland, Sønderborg
38-årige Rasmus Jørgensen er ny chefsygeplejerske på Øre- Næse Halskirurgi på specialsygehuset i Sønderborg.
Rasmus Jørgensen har været ansat på Sygehus Sønderjylland siden 2012 og kommer fra en stilling som oversygeplejerske på Medicinsk Modtagelse.
- Jeg har altid interesseret mig for ”tandhjulene i det store maskineri”, og jeg har altid haft lyst til at forstå de mekanismer, der får en organisation og dygtige personalegrupper til at fungere godt, siger Rasmus Jørgensen.
Mange nye ting
Fagligt har Rasmus Jørgensen fået masser af nye udfordringer:
- Jeg skifter fra en medicinsk til en kirurgisk afdeling. Fra akut døgndrift til et ambulatorie med dagdrift. Og til en afdeling hvor vi har mange børn og familier. Det er mange store skift, så jeg har virkelig kastet mig på dybt vand, siger Rasmus Jørgensen, der bedyrer, at han får ekstra energi af alt det nye.
Bløde værdier i spil
Rasmus Jørgensen er sådan en type, der siden ungdommen har fået kommentarer om, at han en dag skulle være leder.
Til gengæld lå det langt fra i kortene, at han skulle blive sygeplejerske.
- Jeg er handelsstudent og troede egentlig, at jeg skulle arbejde med økonomi og organisation. Men efter gymnasiet var jeg mæt af den slags og søgte job som pædagogmedhjælper i en børnehave, for jeg var jo glad for de bløde værdier, siger han.
Børnehaveleder coachede Rasmus mod sygepleje
Og faktisk var det hans daværende børnehaveleder, der tog ordentlig fat i den 20-årige Rasmus til MUS-samtalen.
- Hun sagde: ”Nu skal vi finde ud af, hvordan du kommer videre!” Og så havde vi en rigtig god snak, hvor jeg fik mulighed for at sætte ord på mine værdier. Det var for eksempel at arbejde med mennesker, gøre en forskel, store fællesskaber og dét at løfte i flok, fortæller Rasmus Jørgensen.
Børnehavelederen fik åbnet den unge Rasmus’ øjne for, at han kunne komme til at arbejde med de værdier, hvis han uddannede sig som sygeplejerske. Og samtidig åbne en dør til en masse udviklingsmuligheder i et langt arbejdsliv.
At skabe gode patientoplevelser
Derfor begyndte Rasmus Jørgensen på den daværende sygeplejeskole i Sønderborg. Og som færdiguddannet fik han i 2012 job på sygehuset i Sønderborg, hvor han har været lige siden.
- Som nyuddannet sygeplejerske var jeg optaget af, hvordan jeg kunne skabe gode patientoplevelser. Men jeg fandt hurtigt ud af, hvor givende det er at være fælles om at løfte til gavn for patienten. Derfor er jeg nu som leder også meget optaget af, hvordan vi i fællesskab kan skabe gode patientoplevelser, siger Rasmus Jørgensen, der undervejs har taget en masteruddannelse i offentlig ledelse.
Alsing med brohoved i Jylland
Som alsing har Rasmus Jørgensen det som en fisk i vandet i Sønderborg. Her er han født, opvokset, har netværk og bor med sin familie, der tæller hustruen Lena og to tvillingedrenge på 6 år.
- Vi har godt nok for nylig bygget nyt hus 200 meter ovre på Jyllandssiden, men jeg er stadig alsing, siger han med et smil.
Fritiden bliver brugt på familie og venner, padel og U7-fodboldtrænergerning i Dybbøl Fodboldforening.