Musikken - og dialysen - holder Bo i live

Bo Lykke Jørgensen sidder på sengen med sin fagot. Han er iført en nissehue, fagotten er pyntet med en lyskæde, en nisse og har sågar en lille nissehue på toppen. Ud af fagotten strømmer julestemning i form af sangen om Rudolf, bjældeklang og ikke mindst ”Dejlig er jorden”.

- Vidste du godt, at det er en tysk sang, som er helt tilbage fra 1850?

Bo ved en masse om musik. Han kan også spille det. Til anledningen har han øvet sig på julemusikken – eller måske bare genopfrisket den. For Bo Lykke Jørgensen behøver ikke øve sig. Han er nemlig tidligere professionel musiker, med en fortid bl.a. i det kongelig kapel og Sønderjyllands symfoniorkester.

Drømmen om at rejse

Tidligere har den 78-årige musiker også været musikskolelærer. Her underviste han både i klarinet, fagot og saxofon. Derudover har han komponeret en del musik.
Måske husker du tv serien Apotekeren fra Broager, som blev vist på TV SYD og senere også på landsdækkende tv tilbage i 80´erne? Det var Bo, som stod bag den.

Hele livet har for Bo Lykke Jørgensen handlet om musik .... og rejser.
Bo har rejst i Øst og i Vest og besøgt steder, hvor andre mennesker sjældent kommer.
Det er ikke længe siden, at han vandrede 600 km med rygsæk i Albanien – det tog ham en måned.
Rejser betyder meget for ham.

Det var også derfor, han havde en drøm om at rejse verden rundt, når han blev pensionist. Han ville besøge steder, som han tidligere havde besøgt, skrive artikler og bøger om de specielle folkeslag han havde mødt på sine rejser. Han drømte om igen at rejse til Pakistan og møde Kalash folket, hvis sprog ikke har noget skrift. Dani folket i Ny Guinea, som hvert 4. år bytter koner og stammefolket ved Omo dalen i det sydvestlige Etiopien, som ikke kender til løgn – og dermed kun kan tale sandt.

Bo skippede musikken og gik i gang med at planlægge sin store drømmerejse.
MEN … så blev han syg.

Sygdom smadrer Bo´s drøm

Bo har kun én nyre og pludselig faldt den sammen. Han havde et infektionstal på 600 og blev indlagt.

- Personalet gjorde alt for at holde mig i live, fortæller han med blanke øjne. Bo var indlagt på sygehuset i Sønderborg med udsigt til Sønderbog Slot, men da han vågnede, var han overbevist om, at han var i Chile. Næste gang han vågnede, var han sikker på, at han var blevet flyttet til Madrid. Det brokkede han sig over til personalet - han ville gerne hjem.

Bo gled ud og ind af bevidsthed og da han igen vågnede, var han - stadig med udsigt til slottet i Sønderborg - overbevist om, at han var i Flensborg. Det accepterede han dog og i lang tid talte han tysk til personalet på sygehuset i Sønderborg. Det siger lidt om, hvor syg Bo var.
Samtidig har Bo også haft en del blodpropper i hjernen, så hans hukommelse er - med egne ord - som en hullet ost.

Musikken bliver en redning

Da Bo kunne se, at hans fremtid ikke ville byde på flere rejser, men derimod dialyse 4 timer - tre gange om ugen på sygehuset i Sønderborg - fandt han musikken frem igen. Han ville ikke tabe modet.

Men … det var svært, for dialysen var et helvede for Bo at komme igennem.

I Dialyse ligger man fire personer sammen på hver stue, men Bo brød sig ikke om at se de andres nåle og høre på deres maskiner. Han havde det i det hele taget dårligt med at være på sygehuset.

Personalet kunne tydeligt se, at Bo ikke var tilpas. De skærmede ham fra de andre, så godt de kunne – men Bo fik det bare psykisk dårligere og dårligere.

Men i august måned fik personalet mulighed for - som et forsøg - at give Bo en enestue, hvor han kunne være sig selv, sammen med sin musik. Det blev Bo Lykke Jørgensens redning.

Vågen i drømmeland

Nu er Bo – som han selv siger – vågen i drømme land.

På stue 1 ligger han nu helt for sig selv, han får sin behandling, og samtidig gør han det, han elsker mest … spiller musik. For fagotten er nu hans tro følgesvend, hver gang han skal i dialyse.

Ingen er generet af det og det giver en hyggelig stemning på afdelingen, fortæller personalet.

Det er derfor, at der her i december strømmer julemusik ud fra stuen, hvor Bo ligger. Julemusik blandet med lyden af den pumpende maskine. Maskinen leverer den konstante baggrundsstøj – nærmest i takt med musikken. Bo hører det ikke selv, det er en livsnødvendig lyd. Bo hører kun fagottens toner. 

Det kan godt være, at det er dialysemaskinen, der holder Bo Lykke Jørgensen i live, men spørger du ham selv, så svarer han helt sikkert, at det er musikken.