Skip til primært indhold

Avanceret teknologi styrker bakteriologiske analyser på Sygehus Sønderjylland

Sygehus Sønderjylland har taget et kvantespring i laboratoriearbejdet med et helt nyt, moderne system, der bringer bakteriologien ind i fremtiden. Nu er sygehuset Danmarks mest moderne på den front.

Forestil dig et laboratorium, hvor ”robotter” analyserer og håndterer bakterieprøver med en præcision, der overgår hvad hænder kan yde. Det er blevet virkeligheden på Sygehus Sønderjylland, hvor mikrobiologien har fået et højteknologisk løft med det nyeste inden for laboratorie-automation. Digitaliseret bakteriologi hedder det.

Det er en kæmpe forandring, fortæller cheflæge i Mikrobiologi Steen Lomborg. 

- Medarbejderne har udvist stort engagement og iderigdom for at tilpasse processerne til analyseinstrumenterne og godt hjulpet af superbrugerne har medarbejderne lært sig helt nye rutiner.

Hvor man før som bioanalytiker sad med petriskålene i hænderne, så er det nu en ”robot”, der klarer arbejdet. Nu sætter man ganske enkelt en prøve fra fx et sår ind i systemet, og herfra tager teknologien helt over.

Hvad sker der?

Robotterne udsår automatisk prøven på præcis de *nærings-substrater, der er nødvendige, mærker også petriskålene og sender dem videre gennem et avanceret transportsystem. Skålene lander i en slags varmeskab(inkubatorer), hvor kameraer løbende overvåger bakterievæksten og leverer detaljerede billeder direkte til bioanalytikernes skærme.

Det betyder altså, at hvor bioanalytikerne før sad med arbejdet i hænderne, kan de nu markere bakteriekolonier med et simpelt klik på musen. Robotter tager sig derefter også af det videre arbejde – fra at finde de markerede prøver til at forberede dem til avancerede analyser som artsbestemmelse og antibiotikaresistens.

Vi kommer til at spare tid, få mere standardiserede og præcise resultater, og så slipper vi fx for det ensformige arbejde med at flytte og sortere prøver, fortæller cheflæge i Mikrobiologi Steen Lomborg.

Snart vil computerassisteret analyse også overtage en del af analysearbejdet, fx ved at forberede prøvesvar på urin-dyrkninger og MRSA screeninger.

Det højteknologiske podnings- og analysesystem til bakteriologiske analyser, som findes i afdelingen for Mikrobiologi.

Det højteknologiske podnings- og analysesystem til bakteriologiske analyser, som findes i afdelingen for Mikrobiologi.

Det højteknologiske podnings- og analysesystem til bakteriologiske analyser, som findes i afdelingen for Mikrobiologi.
Det højteknologiske podnings- og analysesystem til bakteriologiske analyser, som findes i afdelingen for Mikrobiologi.
Det højteknologiske podnings- og analysesystem til bakteriologiske analyser, som findes i afdelingen for Mikrobiologi.

Covid kom i vejen

Projektet med den nye automatiseringsplatform blev bevilget i 2020, men pga. arbejdsbelastningen med Covid-19-pandemien, blev det sat på pause. Først sidste år i 2023 kunne arbejdet med de værktøjer genoptages. For at finde den rigtige løsning kiggede man mod laboratorier i bl.a. Holland og Schweiz. Løsningen blev altså et system, som ikke findes magen til på andre sygehuse i Danmark. Det nye system er langt mere omfattende, har en højere kapacitet, en højere præcision og kvalitet i udsåningen og er samtidig mindre støjende.

Systemet er nu installeret og testkørt, og forventningerne er høje.

- Det her er en milepæl for os, konstaterer cheflæge Steen Lomborg.

Der er stadig lidt finpudsning og oplæring endnu, men målet er, at systemet vil være i fuld drift i februar, fortæller han.

Kontakt

Dorte Callesen

Presseansvarlig

Kommunikation


23 99 33 41
APPFWU01V