Skip til primært indhold

Ny fødestue giver plads til sorg

Sygehus Sønderjylland har åbnet en fødestue specielt til forældre, der skal føde et dødfødt eller ikke-levedygtigt barn. Tiltaget markerer et vigtigt skridt i at give forældre den omsorg og støtte, de har brug for i deres sværeste stund.

At skulle føde et dødfødt barn er en af de mest hjerteskærende oplevelser, en forælder kan gennemgå.

Tidligere var det en udbredt holdning, at tabet af et spædbarn skulle overstås og glemmes så hurtigt som muligt. Tilbage i 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne blev kvinder ofte efterladt alene under fødslen, og det døde eller døende barn blev fjernet med det samme, uden at forældrene fik mulighed for at skabe minder eller sige farvel. Fostre fra sen aborter blev end ikke betragtet som børn, og blev derfor destrueret som hospitalsaffald. Dette efterlod mange forældre med en uforløst sorg. Heldigvis har forståelsen ændret sig markant. 

Sorgstue på Sygehus Sønderjylland

Som et nyt tiltag har vi på Fødegangen i Aabenraa lavet en særlig fødestue til forældre, der står over for en planlagt fødsel, hvor udfaldet er en dødfødsel, et ikke-levedygtigt barn, eller en senabort *.

* En senabort er fødsel af døde fostre mellem uge 12-22 i graviditeten, mens dødfødsler er fødsler af døde børn efter uge 22 i graviditeten.

Sorgstuen er indrettet med omtanke og respekt for den svære situation, forældrene befinder sig i.

Rummet er fx lydisoleret, der er et badeværelse i forlængelse af rummet og der er mulighed for at bestille mad leveret til stuen. Forældrene behøver derfor ikke at skulle ud på gangene og konfronteres med nyfødte babyer under deres ophold.

Der er mulighed for afslappende og beroligende musik, lyde og lys, der også kan aflede og understøtte gode minder midt i sorgen. 

Den nye sorgstue på Fødegange på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa. Sorgstuen er indrettet med omtanke og respekt for den svære situation, forældrene befinder sig i.

Den nye sorgstue på Fødegange på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa. Sorgstuen er indrettet med omtanke og respekt for den svære situation, forældrene befinder sig i.

Stuen er rummelig og indrettet til længere ophold, med en komfortabel sofa til besøgende, hvilket giver plads til, at familie og venner kan være til stede og støtte forældrene.

- Vi er rigtig glade for nu at kunne tilbyde en stue, der passer til behovet og lægger op til at forældrene bliver så længe de har brug for det. En stue, der kan rumme et anderledes forløb, fortæller chefjordemoder Trine Andersen.

Hjælp til at skabe minder

Ved en fødsel af et dødt barn opfordrer personalet forældrene til at skabe minder. Minder med deres barn og andre familiemedlemmer. Mens man er på Fødegangen kan personalet hjælpe forældrene med at navigere gennem den svære tid, som det er.

Personalet vil støtte forældrene i at se, holde og røre ved barnet, give det et navn, og inkludere eventuelle søskende, så de også kan få en mulighed for at sige farvel. Det er vigtigt for mange at skabe håndgribelige minder som fotografier, fod- og håndaftryk, eller måske en lille hårlok fra barnet, som kan hjælpe med at bearbejde sorgen.

- Det kan gøre en stor forskel om rammerne virker rare og rummer det man har brug for, når alting virker uoverskueligt svært, siger chefjordemoder Trine Andersen.

Inden forældrene forlader fødegangen, tilbydes de også sorgsamtaler med en jordemoder, der samtidig er psykoterapeut, samt muligheden for at deltage i sorggrupper.

Heldigvis er det ikke ofte, at stuen bruges til sit primære formål, og derfor anvendes den også til almindelige fødsler, når alle andre stuer er optaget. Stuen er også særligt egnet til tvillingefødsler, da den er større og giver mere plads.

Dette nye tiltag er et vigtigt skridt i at sikre, at forældre, der oplever den største sorg, får den støtte og omsorg, de har brug for.

Kontakt

Dorte Callesen

Presseansvarlig

Kommunikation


23 99 33 41
APPFWU02V