Fra Nepal til fastansættelse i Aabenraa

Da 33-årige Sony Shrestha i august endelig stod med sin danske autorisation som sygeplejerske, var det som at få en drøm lagt i hænderne. En drøm, hun næsten ikke havde turdet drømme, da hun for fire år siden satte sig på et fly fra Nepal til Danmark – uden at kunne et eneste ord dansk.

Drømmen, der begyndte i barndommen

Sony voksede op i Nepal, hvor hendes mor arbejdede som sygeplejerske. Moderens ønske var, at datteren en dag skulle gå samme vej. Det ønske tog Sony til sig. 

– Jeg har altid været meget omsorgsfuld, så uddannelsen passede godt til mig, siger hun – og så brænder jeg også for at hjælpe mennesker. 

Sony gennemførte seks års studier i Nepal, blev færdiguddannet sygeplejerske og fik job på en kirurgisk/ortopædisk afdeling, hvor hun blev oversygeplejerske. 

Kærligheden ændrede kursen

Tanken om at arbejde i udlandet havde strejfet hende. Måske England. Men kærligheden blandede sig. Via Facebook mødte hun sin mand, der allerede havde boet i Danmark i 14 år og arbejdede som ingeniør. Efter to år med et forhold på afstand traf hun en svær beslutning: hun rejste fra Nepal – faktisk midt under coronakrisen.

– Det var svært at rejse, fortæller Sony. Jeg græd meget, da jeg sagde farvel. Men kærligheden vandt.

At lande i et land, hvor hun ikke kunne kommunikere, blev den største barriere. Pga. corona foregik al danskundervisning online, men hendes mand insisterede på, at hun skulle lære sproget i en fart, så han satte baren højt: Hun skulle lære fem nye verber hver dag: Jeg spiser. Jeg sidder. Jeg snakker…. Og sådan fortsatte de. 

Sonys Shresthas første job blev som rengøringsassistent på Kolding Fjord Hotel, hvor engelsk var det fælles sprog. Hun skulle jo tjene penge. Da sproget var blevet lidt bedre fik hun job på et plejehjem, hvor kolleger og beboere gav hende sproglige skub fremad. Men inde i Sony voksede længslen efter at tage uniformen på igen – som sygeplejerske.

Chancen kom, da hun fik en evalueringsansættelse på FAM i Aabenraa.

– Jeg husker min første dag så tydeligt. Det hele bimlede og bamlede, og jeg kunne ikke finde rundt. Jeg gik hele tiden forkert og følte mig kastet rundt. Jeg var meget forvirret, siger hun og smiler ved mindet.

En lille bog med store ord

Sproget er stadig en udfordring. Sony går aldrig nogen vegne uden sin lille notesbog, hvor hun skriver alt ned: nye ord, fagudtryk, ja selv trin-for-trin-beskrivelser af procedurer.

– Jeg slår hele tiden op i den. Den er næsten min bedste ven, siger hun og smiler.

En rigtig ven er dog en anden kvinde fra Nepal, som Sony overnatter hos, når hun har lange vagter i Aabenraa, da hun selv bor i Vejle. Så øver de to kvinder sig på det danske sprog. 

– Vi øver og øver og øver så meget, at jeg får helt ondt i kæberne af at snakke dansk, griner hun.

En drøm – og nye mål

I august kom belønningen. Først autorisationen, kort efter en fastansættelse.

– Det var min drøm. Det var en stor dag. Jeg er meget glad og stolt, siger Sony.

Chefsygeplejerske på FAM, Helle Overgaard ser tilbage på forløbet som en gevinst for afdelingen:

– Sony havde stærke faglige kompetencer, men sproget og kulturen var en udfordring. Men .. Hun klarede forløbet en måned før tid og er i dag en vellidt kollega. Med det her gode forløb har vi på afdelingen fået mod på at tage endnu en evalueringssygeplejerske ind, fortæller hun.

Men rejsen slutter ikke her for Sony Shrestha. Hun vil gerne bygge videre på sin uddannelse – og så er der jo også lige den næste sproglige udfordring.

– Det sønderjyske!  Det er en udfordring, når de ældre patienter taler sønderjysk. Jeg kan et par ord, men der er lang vej endnu. Og så er der jo også det tyske. Det må jeg nok også hellere lære, siger hun med et smil.