Skip til primært indhold

Ny teknologi baner vejen for færre faldulykker på Sygehus Sønderjylland

Med intelligent sensorteknologi tager personalet på Afsnit for Ældresygdomme kampen op mod faldulykker blandt ældre patienter. Allerede efter kort tid er resultaterne markante og øger trygheden for patienter og personale.

På afdelingen for Ældresygdomme på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa er personalet gået forrest i arbejdet med at reducere faldulykker blandt patienter. Med små loftsmonterede kameraer med intelligent sensorteknologi får plejepersonalet et overblik over patienternes bevægelser på stuerne og gør det muligt at reagere hurtigt, hvis der skulle opstå en risiko for et fald.

Man kan se patienterne på en skærm, men plejepersonalet får også en alarm, når en patients bevægelser tyder på øget risiko for fald.

- Med det her system kan vi tilpasse overvågningen til den enkelte patient. Hvis vi ved, at en patient måske har svært ved at bevæge sig og dermed er i risiko for at falde, kan vi nå frem inden det sker og forhindre et fald, fortæller oversygeplejerske på afdelingen, Anders Sejrup Christensen.

En af de små loftsmonterede kameraer med intelligent sensorteknologi.

En af de små loftsmonterede kameraer med intelligent sensorteknologi.

Markante fremskridt på kort tid

Teknologien blev installeret på afdelingens 22 sengestuer i september og taget i brug midt i oktober. Det er for tidligt at kigge på resultater, men efter den første måned er antallet af faldulykker allerede reduceret. I september var der fx 10 fald og i oktober 3.

Faldulykker har ofte alvorlige konsekvenser for ældre patienter, fx brækkede knogler og længerevarende genoptræning. Det giver et større arbejdspres for sundhedspersonalet, der både skal håndtere de akutte situationer og følge op på efterbehandling og indlæggelsen - for patienterne bliver længere. Den nye monitorering betyder derfor også færre skader og kortere indlæggelsestider for patienterne.

Personalet kan følge patienternes bevægelser på en computerskærm. Patienterne ses som små, anonymiserede piktogrammer – en slags tændstikfigurer.

Personalet kan følge patienternes bevægelser på en computerskærm. Patienterne ses som små, anonymiserede piktogrammer – en slags tændstikfigurer.

Avanceret teknologi med respekt for privatlivet

Systemet fungerer ved hjælp af computervision, der anonymiserer patienternes bevægelser til enkle piktogrammer – en slags tændstikfigurer. Ingen data gemmes, medmindre der sker et fald. I de tilfælde genereres et 30 sekunders pseudonymiseret klip, der viser faldet som en "jellybean"-figur, hvilket hjælper personalet med at analysere hændelsen uden at gå på kompromis med patientens privatliv.

Via alarmer og notifikationer på personalets mobiltelefoner kan de overvåge deres patienter uden at være fysisk til stede hele tiden. Det skaber ikke kun tryghed for patienterne, men også for personalet. Sygeplejersker på afdelingen er enige om, at hvis man én gang har hørt lyden af en patient, som falder, så glemmer man det aldrig. Systemet gør det også muligt for personalet at prioritere deres opgaver bedre – især om natten.

Patienternes bevægelser ses som små, anonymiserede piktogrammer – en slags tændstikfigurer - på en computerskærm.

Patienternes bevægelser ses som små, anonymiserede piktogrammer – en slags tændstikfigurer - på en computerskærm.

Patienternes bevægelser ses som små, anonymiserede piktogrammer – en slags tændstikfigurer - på en computerskærm.

Patienternes bevægelser ses som små, anonymiserede piktogrammer – en slags tændstikfigurer - på en computerskærm.

Inspireret af nordjysk succes

Pilotprojektet er en del af et regionalt samarbejde, der skal undersøge, hvordan intelligent teknologi kan forbedre patientsikkerheden og optimere arbejdsgangene. Inspirationen kom fra en studietur til en geriatrisk afdeling (afsnit for ældresygdomme) i Hjørring i foråret, hvor en lignende teknologi havde reduceret faldulykker med hele 81 procent.

For personalet på Sygehus Sønderjylland har systemet ikke kun betydet færre faldulykker, men også en mere effektiv og tryg arbejdsdag.

- Det her er et fantastisk supplement til det vi gør i forvejen. Nu kan vi give patienterne bedre pleje og samtidig skabe et bedre arbejdsmiljø for os selv, afslutter oversygeplejerske Anders Sejrup Christensen.

Pilotprojektet på afsnit for Ældresygdomme i Aabenraa fortsætter året ud.

Kontakt

Dorte Callesen

Presseansvarlig

Kommunikation


23 99 33 41
APPFWU01V