Skip til primært indhold

Ny vagtplanlægning giver bedre arbejdsmiljø og tid til pleje

På Fælles Akut Modtagelsen (FAM) i Aabenraa har man gennem de sidste par år foretaget en omstrukturering af vagtplanlægningen. Tidligere brugte oversygeplejerskerne meget tid på fx sygemeldinger og ferie/fridage – nu ligger den opgave hos vagtplanlæggerne. Det kan mærkes både på arbejdsmiljøet og fastholdelse af personalet.

Vagtplanlægning som administrativ opgave

Der har altid været noget af et puslespil, at lægge de omfattende vagtplaner på Fælles Akut Modtagelsen. Det er en kompleks opgave, da personalet på sådan en afdeling går på tværs af teams, og matrikler og har sågar også delestillinger med andre afdelinger. Derudover er der krav til at personale med specifikke kompetencer inden for mange specialer, traumemodtagelse, opgaver, fællesvisitation osv., skal være på arbejde samtidig.

På FAM, der består af to afsnit på to etager i Aabenraa og en skadeklinik i Sønderborg og Tønder, sørger to fuldtidsansatte sekretærer med administrative baggrunde for vagtplanen. Nu sørger de ikke kun for vagtplanen - nu er de på pinden hver dag og dækker også sygemeldinger og langtidsplanlægge fridage.

Den beslutning blev truffet af afdelingens ledelse, herunder også oversygeplejerske Mette Lønborg Eriksen:

- Vi synes, det var skørt at bruge vores gode sygeplejerskeressourcer på at lave "brandslukning" hele tiden, når vi kunne bruge ressourcerne på fx patientpleje.

Oversygeplejerske Mette Lønborg Eriksen og vagtplanlægger Ann Rosenkilde.

Oversygeplejerske Mette Lønborg Eriksen og vagtplanlægger Ann Rosenkilde.

Fleksibilitet i vagtplanen giver bedre work-life balance

De to vagtplanlæggere Ann Rosenkilde og Linda Hvenekilde håndterer altså nu også ferieplaner, overarbejde og akut sygdomsdækning, noget som tidligere krævede en hel stilling.

- Tidligere brugte vi en hel 37-timers medarbejder udelukkende til ”brandslukning” og akut sygdomsdækning, men efter at vagtplanlæggerne har overtaget alt omkring det, har vi mere tid til fx udvikling, patientpleje eller bare at tale med vores medarbejdere, fortæller chefsygeplejerske på FAM, Helle Overgaard.

Omstruktureringen har ikke kun haft en positiv effekt på arbejdsdelingen, men også på arbejdsmiljøet og fastholdelsen af personalet, fortæller oversygeplejerske Mette Lønborg Eriksen. 

- Det er tydelig at mærke, at det giver en større fleksibilitet og endnu større tilfredshed hos medarbejderne, når der fx er en mulighed for at bytte vagter. Nu går medarbejderne ind til Ann og Linda med deres kalender og så finder de sammen en løsning, hvis man fx har nogle ferie/fridagsønsker. 

Oversygeplejerske Mette Lønborg Eriksen og FAMs to vagtplanlæggere, Ann Rosenkilde og Linda Hvenekilde, i fuld gang med planlægningen, mens oversygeplejerske Mette Lønborg Eriksen følger med på sidelinjen.

Oversygeplejerske Mette Lønborg Eriksen og FAMs to vagtplanlæggere, Ann Rosenkilde og Linda Hvenekilde, i fuld gang med planlægningen, mens oversygeplejerske Mette Lønborg Eriksen følger med på sidelinjen.

16 års planlægning af jule- og nytårsvagter

En af de store forbedringer er den langtidsplanlægning, der er blevet indført. På FAM kender sygeplejerskerne nu deres jule- og nytårsvagter op til 16 år frem i tiden. Den beslutning kom som følge af tidligere problemer med at fordele vagterne retfærdigt, især kritiske vagter som jule- og nytårsaften, hvor de fleste gerne vil holde fri.

- Før sad medarbejderne og kiggede ned i jorden, når vi skulle fordele helligdagsvagter. Den situation oplever vi ikke mere, fordi nu ved de, hvornår de skal arbejde mange år frem, fortæller Mette Lønborg Eriksen.

Og det er nødvendigt at kigge på medarbejdernes privatliv og deres ønsker om work life balance. 

- Hvis vi skal kunne fastholde vores medarbejdere, så er det alfa og omega. Der var engang, hvor man bare kunne sige, at sådan er det. Take it or leave it! Men det kan vi ikke nu, for så går de, og så har vi ingen sygeplejersker. På den måde er der virkelig meget nursing i forhold til at fastholde medarbejdere ved at de får opfyldt deres ønsker i vagtplanen, supplerer Anne Vind Vogt, som også er oversygeplejerske på FAM.

De to vagtplanlæggere, Ann Rosenkilde og Linda Hvenekilde planlægger – ud over jul og nytår mange år frem – også helligdage et helt kalenderår frem, så alle ved årets begyndelse ved, hvornår de kan forvente fri i fx påske og pinse.   

- Vi har en afdeling, som på alle måder er meget uforudsigelig, men når vagtplanerne laves på den her måde, kan vi drage noget, der er forudsigeligt for medarbejderne, ind i det, slutter Mette Lønborg Eriksen.

Kontakt

Dorte Callesen

Presseansvarlig

Kommunikation


23 99 33 41
APPFWU01V