Skip til primært indhold

Værd at vide

Generelle oplysninger om forløbet på Røntgen og Skanning

Fra henvisning til svar

Modtagelse af henvisning

Henvisningen bliver først set af en røntgenlæge. Det er røntgenlægens opgave at sikre, at vi har alle de informationer, der er nødvendige for at foretage den bedst mulige undersøgelse af dig.
Herefter bookes din undersøgelse i vores systemer. Vi sender dig et indkaldelsesbrev med oplysninger om mødetid, mødested og eventuelle forberedelser til undersøgelsen.

Før undersøgelsen

Forberedelse

Hvis din undersøgelse kræver forberedelse som f.eks. faste, udrensning eller blodprøve, vil det stå i indkaldelsesbrevet. Det er vigtigt for resultatet af undersøgelsen, at du følger anvisningerne.
Hvis du er i tvivl, er du altid velkommen til at kontakte afdelingen. Se telefon og mailadresse i dit indkaldelsesbrev.

Husk at medbringe dit sundhedskort.

Besøget i Røntgen og Skanning

Ankomst

Når du ankommer til afdelingen, skal du henvende dig i receptionen. Her skal du bruge dit sundhedskort for at registrere din ankomst.

Varighed af besøget på afdelingen

Der kan af og til opstå ventetid, enten pga. akutte patienter, apparaturnedbrud og lign.- eller det kan være planlagt i forbindelse med dit undersøgelsesforløb. Du er velkommen til at medbringe læsestof.

Værdigenstande

Det er en god ide at lade smykker og lignende blive derhjemme.

Undersøgelsen

Inden undersøgelsen går i gang, vil vi bede om dit personnummer og samtidig vil vi sikre, at henvisningen stemmer overens med det, du forventer, der skal undersøges. Herefter fortæller vi,  hvordan undersøgelsen foregår. 

Efter undersøgelsen

Svar på undersøgelsen

Når undersøgelsen er færdig, vil billederne blive set af en røntgenlæge eller beskrivende radiograf.
Svaret bliver sendt til den læge, der har henvist dig. Har du ikke en aftale med lægen, er det en god ide selv at tage kontakt. 

Er du henvist fra en sygehusafdeling eller et ambulatorium, skal du have svaret der.

Hvis du er gravid, eller der er mulighed for, at du er gravid, er det meget vigtigt, du fortæller det til personalet, da det kan have indflydelse på gennemførelsen af undersøgelsen.

Et foster er følsomt over for røntgenstråler, og derfor er vi særligt forsigtige med at undersøge gravide.

Det er ikke farligt at få undersøgt f.eks. håndled, men ved røntgenundersøgelser af områder, der ligger tæt på livmoderen, skal der tages specielle forholdsregler.

Er du i den fødedygtige alder (mellem 15 og 55 år), vil personalet rutinemæssigt spørge alle kvinder/piger, om de er gravide, eller om der er mulighed for det.

Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du er i tvivl eller har yderligere spørgsmål.

Hvorfor bruger man kontraststoffer

For at opnå optimale billeder bruger vi til nogle undersøgelser kontraststof. Dette gør vi for at synliggøre strukturer, som ellers ikke kan ses på billederne.

Kontraststof og dine nyrer

Hvis du lider af en nyresygdom, skal den henvisende læge sørge for, at du får foretaget en blodprøve for at undersøge nyrefunktionen inden din undersøgelse.

Kontraststof og diabetes

Hvis du lider af diabetes og skal have kontraststof, er det vigtigt, at du inden undersøgelsen taler med den henvisende læge om eventuelle forholdsregler. Oplys altid personalet om din diabetes inden du modtager kontraststof.

Kontraststof og graviditet

Oplys altid om graviditet eller mulig graviditet til personalet, inden du modtager kontraststof.

De kontraststoffer man bruger i dag kan være
Jodholdigt kontraststof, som bruges ved røntgenundersøgelse af organer og blodkar

Gadoliniumholdigt kontraststof, som bruges til MR undersøgelser
Bariumsulfat, som er et kontraststof, du skal drikke og som bruges ved røntgenundersøgelser af mavetarmkanal og spiserør
Sonovue, som er et kontraststof, som bruges ved Ultralydsundersøgelser 

APPFWU02V