Skip til primært indhold

Erhvervskandidatuddannelse i ergoterapi

Som ergoterapeut ansat i Sønderjylland har du nu mulighed for at tage en lokalt forankret erhvervskandidatuddannelse i ergoterapi på Sygehus Sønderjylland.

I samarbejde med SDU udbyder Sygehus Sønderjylland en erhvervskandidatuddannelse i klinisk ergoterapi. Den er målrettet ergoterapeuter i både sygehusvæsenet og kommunerne i Sønderjylland.

Det er en akademisk videreuddannelse, som kan tages på deltid over 4 år og som styrker din faglige viden og dine kliniske kompetencer.

Undervisningen foregår både på SDU i Odense og på Sygehus Sønderjylland. De fag, der er fælles med erhvervskandidatuddannelsen i klinisk sygepleje, afholdes via stream fra SDU, men fysisk på Sygehus Sønderjylland.

Øvrige fag tages på SDU enten fysisk eller via stream.

Dit udbytte som studerende

  • Du opnår en dyb forståelse af klinisk ergoterapi, herunder teorier, praksis og evidensbaserede metoder, som du kan anvende i komplekse borgerforløb.
  • Du styrker dine analytiske og refleksive evner samt din evne til at bidrage til tværfaglige samarbejder.
  • Du bliver i stand til at spille en aktiv rolle i udviklingen og kvalitetssikringen af ergoterapeutiske indsatser.

Udbytte som arbejdsgiver

  • I får en medarbejder, der kan styrke den ergoterapeutiske indsats i takt med øget kompleksitet i sundhedsvæsenet.
  • I får en medarbejder, der kan omsætte ny viden til praksis og bidrage til kvalitetsudvikling og innovation.
  • I får en medarbejder, der kan analysere, udvikle og evaluere ergoterapeutiske tilgange med fokus på effekt, borgerinddragelse og patientsikkerhed.

Studie- og arbejdsvilkår som ansat på Sygehus Sønderjylland

  • Du ansættes i en klinisk funktion og får løn for 32 timer om ugen.
  • Du arbejder 25 timer om ugen i din afdeling.
  • Du studerer de resterende timer. Der forventes en samlet studieindsats, der matcher uddannelsens akademiske krav.

Information

På SDU's hjemmeside kan du læse mere om erhvervskandidatuddannelsen i ergoterapi.

Det er også via SDU's hjemmeside, at du tilmelder dig uddannelsen, når du har lavet en aftale med din arbejdsgiver.

Gå til SDU's hjemmeside

APPFWU02V